Sport

Idrætsforeninger råber politikere op i sag om skattefri OL-bonus

DIF og eliteidrætsudøveres forening ønsker handling, efter at roeren Anne Dsane Andersen står til at betale sin olympiske medaljebonus tilbage i skat.

Det er uholdbart – og der skal gøres noget ved det.

Sådan kan ordene koges ned fra to topfolk i dansk idræt, efter at roeren og OL-bronzevinderen Anne Dsane Andersen står til at skulle betale flere tusinde kroner tilbage i SU på grund af sin medaljebonus.

Medaljebonussen for sportsfolk tæller med som en indkomst og skal derfor modregnes i forhold til SU. 

- Det er en grotesk situation, og det er ærgerligt, vi er havnet i den situation, vi også var i for otte år siden, siger Niels Nygaard, der er formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Anne Dsane Andersen står til at modtage 50.000 kroner i medaljebonus for sin bronzemedalje. De penge kommer dog kun kortvarigt ind på hendes bankkonto, fordi roeren allerede har nået det økonomiske loft for, hvor meget hun må tjene som studerende, når hun samtidig modtager SU.

- Det er en træls situation, hun er landet i. Det viser, hvilken udsat økonomisk situation rigtig mange såkaldte OL-atleter er i. Det virker som om, man ikke har gjort noget som helst ved det siden dengang, siger direktør for Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF) Mads Øland med reference til, at sagen om en skaffefri medaljebonus også var oppe at vende i Folketinget i 2008.

 Vi er i dialog med politikerne hele tiden

Mads Øland, direktør for Danske Elitesportsudøveres Forening

For otte år siden stillede daværende kulturminister Brian Mikkelsen sig op på Hotel Hilton ved OL-atleternes hjemkomst og bekendtgjorde, at medaljebonussen var skattefri.

Bagtanken var, at Folketinget kort forinden havde vedtaget, at legater for forfattere, udøvende kunstnere og kulturpersonligheder var skattefri, og Mikkelsen mente, at sportsfolk kunne sidestilles.

Sådan forholdt det sig imidlertid ikke, da Folketinget dengang afviste forslaget om en skattefri medaljebonus for sportsfolk - og sidenhen har der været stille på Christiansborg om sagen.

Nu ønsker DIF og Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF), at spørgsmålet om en skattefri medaljebonus for sportsfolk igen bliver taget op af politikerne.

- Vi er i dialog med politikerne hele tiden, ligesom de er i DIF og andre steder, så vi vil da tage det op med dem nu, hvor det er blevet aktualiseret af et rigtig kedeligt eksempel. Lad os så se, om ikke vi finder en løsning, som alle finder rimelig og som afgrænser problemstillingen, siger Mads Øland.

- For mig at se, er det et spørgsmål om, om der er politisk vilje til at sidestille eliteidrætsudøvere med andre kunstnere i samfundet. Med de mange andre politiske dagsordener har det ikke den højeste prioritet at finde en løsning, siger Niels Nygaard og tilføjer:

- Men netop fordi det ikke er en stor problemstilling, burde det være forholdsvis nemt at sætte sig og finde det til rette. Det er først og fremmest skatteministeriet, der skal finde en løsning. Vi har løbende kontakt med politikere og ministre, og det er da noget vi vil tage op endnu engang, for at se om ikke vi kan få det rettet til. Hver gang sådan en situation opstår, er der en anledning til at tage fat på det og forhåbentlig nogle politikere, der kan se det rimelige i, at eliteidrætsudøvere skal behandles på samme måde som andre kunstnere i samfundet.

Kan Anne Dsane Andersen få sine 50.000 kroner?

- Hvis man nu finder en løsning, kunne man jo lave den lovgivning med tilbagevirkende kraft, siger Mads Øland.

Anne Dsane Andersen læser ved siden af roningen folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Herunder kan du høre, at idrætsordfører for De Konservative, Brian Mikkelsen, lørdag fortalte til TV 2 SPORT, at han igen vil kæmpe for skattefri medaljebonus til de olympiske atleter.