Sport

Ny kulturminister vil gøre OL-bonus skattefri: - Vi skal ikke være smålige

Den nye regering med kulturminister Mette Bock (LA) i spidsen har igen sat danske atleters medaljebonus på dagsordenen - og støtten kan være på plads.

- Det virker en lille smule småligt, at man skal beskattes, fordi man får en bonus i forbindelse med, at man har vundet en medalje ved OL- eller De Paralympiske Lege.

Sådan lyder det fra Danmarks nye kulturminister, Mette Bock (LA), efter at regeringen i det nye regeringsgrundlag har bebudet at fremsætte forslag om at gøre atleters præmiebonus for en OL- eller PL-medalje skattefri.

- Det er noget, som mennesker rundt omkring i verden taler om, når danskerne får medaljer, og så synes jeg ikke, at vi skal være så smålige og sige at så værsgod at aflevere halvdelen til statskassen, siger Mette Bock til TV 2.

Nyt politisk landskab

Nu er en skattefri medaljebonus så blevet en del af det samlede VLAK-regeringsgrundlag, og kulturministeren håber, at der denne gang kan samles opbakning til forslaget.

- Vi er jo en mindretalsregering, så vi kan ikke bruge en politisk magtkølle, så det handler om at bruge de gode argumenter, men jeg mener faktisk, at der er lydhørhed over for, at vi alle sammen er stolte og godt kan kigge nærmere ind i det her.

Og noget kunne tyde på, at i hvert fald regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er klar til at se på muligheden, når et eventuelt forslag måtte lande på forhandlingsbordet. 

- Vi skal altid se et forslag, før vi melder endeligt ud, men som udgangspunkt lyder det her ganske fornuftigt - også taget i betragtning af, at det jo ikke er meget store beløb, det drejer sig om og faktisk er en sum penge, som også kan komme atleten til gavn efterfølgende, siger idrætsordfører Karin Nødgaard (DF) til TV 2 SPORT.

Hos Folketingets største parti, Socialdemokratiet, er man dog ikke umiddelbart klar til at gøre medaljebonussen skattefri. Selvom man gerne vil se det konkrete forslag først, så er Socialdemokratiet af den holdning, at OL-atleterne har brug for en helt anden håndsrækning.

- Der hvor vi ved, der er barrierer, og hvor mange atleter siger, at de har problemer i dag, det er i forbindelse med deres træning og det at nå frem til OL. Der savner de bedre økonomiske vilkår.

- Jeg synes jo, at de atleter der har vundet medaljer har lavet en fantastisk indsats, og det er kæmpe stort. Men jeg er helt overbevist om, at rigtig mange atleter synes, at det sværeste rent økonomisk er perioden frem til, at man overhovedet når frem til et OL, siger kultur- og idrætsordfører Mogens Jensen (S).

Udøverne: Positivt med et forslag

Hos Danske Elitesportsudøveres Forening glæder man sig derimod over udviklingen og håber, at man efter mange års debat kan finde en løsning til gavn for atleterne. 

- Det er jo et rygstød, en anerkendelse, når nu du har vundet noget om at det faktisk er noget værd for os alle sammen, det du laver, når du har vundet en OL-medalje, siger direktør Mads Øland.

- Jeg tror, man kan lave et forslag, hvor man sørger for at ramme dem, alle kan se, at det vil være rimeligt ikke skal tilbagebetale SU eller betale skat af en præmie.

En guldmedalje som for eksempel svømmeren Pernille Blumes udløste en bonus på 100.000 kroner, mens sølv og bronze giver henholdsvis 70.000 og 50.000 kroner. Herrelandsholdet i håndbold fik 750.000 til deling for deres sæt guldmedaljer.

Det er ikke første gang, at debatten om skattefrihed for en OL-medalje har været diskuteret.

Efter sommerens lege i Rio de Janerio foreslog Idræts- og skatteordfører for Konservative Brian Mikkelsen igen at gøre bonussen skattefri - uden dog at få den store opbakning rundt omkring i Folketingssalen. 

Her udbetalte Team Danmark en rekordstor bonus på 2,57 millioner til i alt 22 danske medaljevindere ved OL og PL.