Sport

IOC fastholder sanktioner mod Rusland i dopingsag

Den olympiske komité LAURENT GILLIERON / Scanpix Denmark

IOC holder fast i udelukkelsen af russiske sportsfolk inden offentliggørelsen af ny dopingrapport.

Russiske atletikudøvere kommer stadig ikke til at kæmpe med om medaljer ved de store internationale stævner.

Onsdag meddelte Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at man fastholder Ruslands karantæne, indtil andet bliver besluttet.

19. juli valgte IOC at straffe Rusland med karantæne, og det betød, at flere hundrede russiske atleter blev udelukket fra at deltage ved OL i Rio i august.

IOC tillod ikke russiske atletikudøvere og vægtløftere at være med ved OL, men lod det være op til de enkelte forbund i andre idrætsgrene, hvorvidt russiske atleter kunne stille op.

Straffen fra IOC kom i kølvandet på sagen om systematisk statsstøttet doping i Rusland, der blev afsløret af Det Internationale Antidopingagentur, Wada.

Det er den straf, som bestyrelsen i IOC onsdag har valgt at forlænge uden at sætte en slutdato på karantænen.

Det sker, mens IOC venter på, at Wada i London vil offentliggøre den fulde rapport i sagen om russisk doping om to dage.