Sport

Historisk guld og svømmestjerne i tårer: Her er årets mest sete sportsvideoer

2016 er ved at gå på hæld, og det har været et sportsår ud over det sædvanlige. Her får du de fem mest sete sportsår fra det forgangne år.

Det har på mange måder været et historisk sportsår, hvor OL i Rio selvsagt har været en af de helt store oplevelser. 

Herrelandsholdet i håndbold imponerede stort, da de gik hele vejen og vandt OL-guld efter en finalesejr over Frankrig. Stort var det også, da Pernille Blume svømmede sig til sin første olympiske guldmedalje i 50 meter fri og efterfølgende måtte knibe en tåre, da hun blev bedt om at sende en hilsen til hendes mor i Danmark. 

Men det var ikke kun OL, der bød på store oplevelser i 2016. I den bedste danske håndboldrække var vi vidne det et usædvanligt overlevelsesdrama mellem Tønder og Nordsjællands håndboldherrer. Efter to tætte kampe blev opgøret afgjort med et kontroversielt straffekast i de døende sekunder. 

I listen herunder kan du få et gensyn med de fem mest sete sportsvideoer på tv2.dk i år.

Mest sete sportsvideoer i 2016

  1. Se guldfinalen: Her vinder Pernille Blume OL-guld

    For første gang siden 1948 fik Danmark en olympisk mester i svømning. Det skete ved sommerens OL i Rio, da Pernille Blume vandt guld i 50 meter fri. Den 22-årige dansker slog hånden mod bassinkanten i tiden 24.07, hvilket også er ny dansk rekord på distancen.

    Læs historien her.

  2. Danmark slår Frankrig i OL-finalen og vinder historisk guld

    Der blev skrevet et smukt stykke dansk OL-historie i Rio, da landsholdet vandt finalen over Frankrigs europa-, verdens- og olympiske mestre. Guldmedaljen var nemlig håndboldherrernes første olympiske medalje nogensinde med finalesejren på 28-26.

    Læs historien her.

  3. Vildt overlevelsesdrama: Tønder sendte Nordsjælland ud af ligaen

    En scoring på et straffekast få sekunder før slutfløjt sikrede TM Tønder oprykning til herrernes bedste håndboldrække for første gang nogensinde. Tønder tabte opgøret ude mod Nordsjælland Håndbold med 17-20, men da gæsterne havde fire måls forspring fra det første opgør, så blev Nordsjælland sorteper.

    Læs historien her.

  4. Blume bryder sammen i gråd: Se hendes rørende hilsen til mor Pia

    Pernille Blumes mor Pia fulgte spændt med i datterens guldfinale fra en lejlighed i Virum nord for København - 10.000 kilometer fra Rio. Pernille Blume vidste ikke, at TV 2 var på besøg hos hendes mor, hvilket stod lysende klart i hendes øjne, da hun blev bedt om at sende en hilsen hjem til Danmark.

    Læs historien her.

  5. Tysklands træner gør det igen: Stikker hånden ned i bukserne - to gange

    Tyskland kom godt fra start ved EM i Frankrig med en sejr over Ukraine, men en af kampens hovedpersoner var ikke blandt de 22 spillere på banen. Han sad i stedet ude på den tyske trænerbænk. Under kampen stak den tyske landstræner, Joachim Löw, nemlig sin hånd ned i bukserne - og endda to gange.

    Læs historien her.