Danskere vendt hjem efter Counter Strike-triumf: Alle fældede en tåre
Weekendens store Counter Strike-triumf er endnu ikke helt gået op for de danske vindere fra Astralis, der i dag er vendt tilbage til Danmark.
Verdens bedste Counter Strike-hold, danske Astralis, vendte i dag hjem til Danmark efter weekendens triumf i en af verdens største turneringer, E-League Major 2017 i Atlanta.
Her tog de direkte fra lufthavnen til TV 2 NEWS' studie for at fremvise det store trofæ og fortælle om sejren. Og fornemmelsen af at være på toppen af E-sporten er ikke sunket helt ind endnu hos de danske vindere.
- Vi var helt oppe at køre. Jeg tror ikke, der var en eneste spiller på holdet som ikke fældede en tåre. Det var helt surrealistisk, lyder det fra holdets træner, Danny Sørensen.
- Jeg tror ikke, der er nogen af os, der egentlig har forstået, hvad vi har opnået. Denne type turnering finder sted to gange om året, og der er en pulje af 30 hold, som kæmper mod hinanden. Der er lande med, som er langt større end os selv, og som har langt flere spillere, der kæmper om det samme.
Med titlen fulgte der en præmiesum på intet mindre en 3,5 millioner kroner.
Men inden danskerne kunne bryde ud i jubelrus over titel og pengepræmie var de i store vanskeligheder i det afgørende spil i finalen i turneringen, som kan sammenlignes med E-sportens Champions League. Astralis formåede dog at vende kampen til egen fordel mod de rutinerede modstandere fra polske Virtus.pro, der har været en del af den absolutte Counter Strike-elite i de sidste 10 år.
- Det var erfaringen, der mødte de unge talenter. Det så skidt ud for os indtil allersidst. Men da vi formåede at komme tilbage i kampen i den afgørende bane, brød vi ud i ekstase, siger Danny Sørensen.
Ifølge Astralis-spilleren Markus Kjærbye er den store danske talentmasse indenfor E-sport en stor del af forklaringen på, at Danmark kan opnå succes ude i den store virtuelle verden.
- Lige nu er vi verdens bedste hold, så selvom vi er et lille land, så kan vi fostre en masse talent. Specielt Danmark har en masse talent med helt fremme i verdenstoppen.
En pointe, træner Danny Sørensen erklærer sig fuldstændig enig i.
- Vi har en flok virkelig talentfulde spillere, som vil det, og som investerer utrolig meget tid i det. Derudover har vi et team bag os af sportspsykologer, blandt andre håndboldspilleren Kasper Hvidt, som er med til at gøre os mere professionelle.
Og Markus Kjærbye ser frem til at arbejde sammen med Kasper Hvidt, der med sine store triumfer i håndboldsporten ved, hvad der skal til for at præstere på et højt niveau, hvor det ekstraordinære kræves af udøvernes psyke.
- Han (Kasper Hvidt, red.) kan hjælpe mig med det mentale. Han er et stort idol. Jeg har set håndbold derhjemme med familien, så han kan helt sikkert hjælpe mig, når han starter til sommer. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham, siger Markus Kjærbye.