Sportsminister vil slå hårdere ned på matchfixing - men DIF vil starte et helt andet sted

16x9
Sportsminister Mette Bock. Foto: Marie Hald / Scanpix Denmark

Kultur- og kirkeminister Mette Bock vil have større konsekvenser for matchfixing både i Danmark og i udlandet. DIF ser hellere en anden indsats øget.

Det skal have endnu større konsekvenser at matchfixe en kamp, end det har i dagens Danmark og i udlandet.

Det mener kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), der har sport som en del af sit nye ministerområde.

- Jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at man er meget tydelig omkring, at det er uacceptabelt, og hvis det opdages, så er konsekvensen udelukkelse i længere tid.

- Vi kan både stramme retorikken og konsekvenserne. Hvis ikke vi gør det, så risikerer vi i forhold til nye generationer, at det fremover bliver gjort til noget, man mere eller mindre ser igennem fingre med.

- Det, mener jeg, er fatalt for alt det, som idrætten står for, siger hun.

Ifølge ministeren skal der både sættes konsekvent ind mod de mindre matchfixingsager, der ses i Danmark, og mod den organiserede internationale matchfixing, hvor udenlandske kriminelle eksempelvis arrangerer en matchfixet kamp i Danmark og spiller på den.

Danmark skal også være et foregangsland og turde sætte emnet højt på dagsordenen i internationalt regi.

- Jeg ved godt, at vi er et lille land, men hvis vi taler med en tydelig stemme og også selv er konsekvente, når vi støder på matchfixing her i landet, mener jeg, at det er det bedste, vi kan gøre, siger hun.

DIF vil starte et andet sted

I Danmarks Idrætsforbund (DIF) får ministerens ønsker en blandet modtagelse.

Idrætspolitisk chef Poul Broberg er enig i ønsket om hårdere straffe mod matchfixing, men han mener derimod ikke, det er der, man skal starte.

- Vi kunne godt ønske os, at der var større fokus på, at vi var i stand til at få de oplysninger, som er nødvendige for, at vi overhovedet kan gå ind og ramme de atleter eller andre, som forsøger at påvirke resultaterne, siger Poul Broberg til TV 2 SPORT.

- Vi har ekstremt svært ved at få noget som helst data fra eksempelvis spilleselskaberne, hvor det kan vise sig, om der er atleter, der render rundt og spiller på egne kampe, eller om nogen spiller med insiderviden. De oplysninger vil vi rigtig gerne have, for så kan vi stoppe dem, der forsøger at manipulere, meget tidligere, i stedet for at de ender med at lave decideret matchfixing. Vi synes, vi skal tage det i opløbet i stedet for at gå hele vejen, hvor det ender i bedrageri og straffesager.

- Det bliver aldrig overflødigt at markere, at det koster rigtig meget, men det ville være langt mere effektivt med den her udveksling af data, så vi kan få ram på mange flere meget tidligere.

Mette Bock har også selv et ønske om et mere koordineret samarbejde i Danmark og mere oplysning om matchfixing til idrætsudøvere.

Uanset hvad skal der dog sendes et tydeligt signal om, at matchfixing ikke tolereres, mener ministeren.

- Jeg er bare opmærksom på, at der skal være konsekvente sanktioner, siger hun.

Ministeren har endnu ikke en tidshorisont for de mulige initiativer eller et bud på, hvor hårde sanktioner der ville være passende.