Efter TV 2-forsøg: Eksperter vil undersøge særpræget metode frem mod OL

Cupping havde en overaskende effekt på to cykelryttere. Nu vil eksperter se på, om cupping skal være en del af rytternes restitution til OL.

Hurtig restitution er altafgørende for de professionelle banecykelryttere. Der er nemlig ofte kort tid mellem deres konkurrencer. Til OL i Rio var der for eksempel kun halvanden time mellem semifinale og bronzefinale.

SportsLab har undersøgt, hvilke former for restitution der var mest effektiv, når der kun er 90 minutter til at restituere for banerytterne. Og resultatet overraskede flere eksperter på Københavns Universitet.

- Der er noget der tyder på, at der godt kunne være en positiv effekt ved de her kopper. Og det er værd at undersøge yderligere, siger professor i humanfysiologi på Københavns Universitet, Jens Bangsbo.

- Hvis ikke vi havde fået indblik i situationen med kopperne, så havde vi ikke vidst, at kopper måske havde en effekt. Så det er vigtigt hele tiden at undersøge effekterne af forskellige restitutionstiltag, siger Sportsfysiolog, Casper Skovgaard.

- Jeg er blevet klogere på, hvad kopper gør, og mekanismen bag at det virker, siger Sportsfysiolog, Michael Nyberg.

Se de to cykelryttere få cupping-behandling her:

Cykelryttere får cupping som restitution.

SportsLab testede også hvile og nedkøling, som ikke havde den ønskede effekt på de to professionelle cykelryttere, Mikkel Bjerg og Rasmus Quaade. Her blev begge rytteres præstationsevne væsentligt forringet på anden testkørsel.

Men så testede rytterne også cupping – en slags massageform, hvor sugekopper bliver placeret på de muskler, som er belastet. 

Her overraskede banerytteren fra OL i Rio, Rasmus Quaade, med et vildt resultat. Han formåede nemlig at opretholde sin præstationsevne på anden testkørsel. Han kørte med 487 watt på begge ture. Også Mikkel Bjerg havde den bedste anden tur på cyklen efter behandling med cupping. Det 18-årige stortalent havde kun en nedgang på 1,14 procent, hvor nedgangen var markant større, da han brugte hvile og nedkøling som restitution. Her var nedgangen henholdsvis 3,95 og 5,12 procent.

Det er sjældent, at man ser en cykelrytter køre med samme antal watt på både første og anden tur på cyklen – uanset om det er en maxtest, som det var i dette tilfælde, eller i en konkurrence.

- Hvis det var noget der foregik på banen, så ville det være helt exceptionelt. At han (Rasmus Quaade, red.) kan opretholde den samme effekt halvanden time efter han har kørt en ’semifinale’. Det er nærmest uhørt. Det er rigtig flot. Og et rigtig godt resultat, siger Sportsfysiolog, Casper Skovgaard.

Det er første gang, at eksperterne på Københavns Universitet tester effekten af cupping. Og forud for restitutionsforsøget var professor i humanfysiologi Jens Bangsbo skeptisk overfor netop cupping. Han mente ikke, at det kunne give den optimale effekt for cykelrytterne.

- Problemet er, at det ikke har en særlig stor effekt. Den øgede blodtilstrømning er så beskeden, og man er ikke sikker på at ramme de rigtige dele af musklen, fordi det er lidt tilfældigt hvor man lige placerer de her sugekopper. Derfor er jeg skeptisk, om det får en effekt, siger professor Jens Bangsbo.

Sådan sagde Jens Bangsbo inden forsøget, som altså viste sig at overraske den garvede forsker.

- Jeg synes da det er inspirerende, at vi lige pludselig kan se noget, der ligner en effekt. Og det gør også, at det kan give mening at prøve at forfølge den linje, sagde Jens Bangsbo efter forsøget.

Cupping kan betyde medaljer

For banerytterne er det marginaler, som afgør, om det bliver til medaljer eller ej. For eksempel var det danske banelandshold til OL i Rio bare 0,1 sekund fra at nå OL-finalen. Og når man i forvejen har optimeret der hvor man kan, så er der måske et sted, hvor man hente det sidste – nemlig i restitutionen.

Efter de overraskende resultater vil eksperter fra Københavns Universitet derfor nu se nærmere på cupping frem mod OL i Tokyo i 2020.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var skeptisk overfor de her kopper inden vi startede, ligesom visse andre her på stedet. Men som forsker er du altid nysgerrig og vil gerne finde sandheden et eller andet sted derude. Så derfor er jeg spændt på at se, hvad vi kan finde ud af i fremtiden, siger Sportsfysiolog Michael Nyberg.  

De to testryttere er også positiv overrasket over, hvad cupping betød for deres præstationsevne.

- Jeg er positiv overrasket over, at det har den effekt på mig. Jeg havde ikke troet, at det spillede så stor en rolle, for der er kun halvanden time mellem vores testforsøg. Og jeg tænkte, at man ikke kunne nå at gøre meget. Men der kunne man nå rigtig meget, siger Mikkel Bjerg. 

- Det tænker jeg er meget spændende, og noget jeg skal gå videre med, siger Rasmus Quaade.

- Baseret på det her forsøg, har vi fået indikationer på, at der er noget at hente. Så det vil vi da gå videre med. Det er da helt sikkert, slutter Jens Bangsbo.