Sport

Forbes: Ronaldo er bedst betalte atlet i verden

Ronaldo tjener flest penge i sportsverdenen, hvor Serena Williams er eneste kvinde i top-100 ifølge Forbes.

Cristiano Ronaldo har succes på fodboldbanen i øjeblikket.

Top 10: De bedst betalte sportsstjerner i verden 2017

1. Cristiano Ronaldo, fodbold, 93 millioner dollar. 

2. LeBron James, basketball, 86,2 millioner dollar.

3. Lionel Messi, fodbold, 80 millioner dollar. 

4. Roger Federer, tennis, 64 millioner dollar.

5. Kevin Durant, basketball, 60,6 millioner dollar. 

6. Andrew Luck, amerikansk fodbold, 50 millioner dollar.

7. Rory McIlroy, golf, 50 millioner dollar.

8. Stephen Curry, basketball, 47,3 millioner dollar.

9. James Harden, basketball, 46,6 millioner dollar. 

10. Lewis Hamilton, Formel 1, 46 millioner dollar. 

Kilder: Forbes. 

Den forgangne sæson kastede et spansk mesterskab af sig samt en Champions League-titel for ham og de øvrige Real Madrid-spillere.

Også økonomisk smiler verden til portugiseren, der topper den seneste opgørelse fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes over de idrætsfolk i verden med den højeste indtægt.

Svimlende 93 millioner dollar (cirka 613 millioner kroner) er Ronaldo noteret for i årsindtægt på førstepladsen, når både løn, bonusser samt sponsorindtægter regnes med.

Basketballstjernen LeBron James ligger på andenpladsen med 569 millioner kroner i indtægt, mens FC Barcelonas Lionel Messi er nummer tre med en indtægt på cirka 528 millioner kroner.

Listen rummer 100 atleter, og der er i høj grad tale om en mandeklub.

Ud af 100 atleter er det kun Serena Williams, der presser ind som nummer 51 med en årsindtægt på 27 millioner dollar (cirka 178 millioner kroner.).