Sport

Da dansk løber fik hjælp til sin frygt, blev hun verdens bedste

Maja Alms evne til at trodse frygt og ubehag har givet hende stor succes i en mentalt hård sport.

Hun har fået hængt en VM-guldmedalje om halsen seks gange, og de seneste tre år i træk er hun blevet individuel verdensmester på sprintdistancen.

Maja Alm med det store karakteristiske smil kan det der med at vinde orienteringsløb. Hun vil det så meget, og hun bliver ved og ved. På trods af frygten for at fejle har hun kæmpesucces i en sport, hvor den mindste fejl kan koste alt.

Hvis du ikke kan præstere, når det gælder, så bliver du i hvert fald ikke verdens bedste

Maja Alm om hvad det kræver at vinde guld

Hvor andre mennesker bruger sommeren på at nyde en kold drink i sydens sol eller med familien i sommerhuset, har den 29-årige orienteringsløber haft et noget anderledes program.

Udstyret med kort og kompas og en god portion vindermentalitet har hun løbet vejene tynde ved VM i orienteringsløb. Hun har iført sig pigsko og prøvet kræfter med atletikløb. Og til sidst har hun som den første dansker nogensinde vundet guld ved World Games – en slags OL for de sportsgrene, der ikke er på det olympiske program.

- Det har været meget intenst. Jeg er rigtig stolt af hele perioden, og det har vigtigst af alt været sjovt. Jeg har glædet mig til hver ting, og jeg tror også, det har været rigtig godt, at det har været så afvekslende, siger Maja Alm til TV 2 SPORT.

For tredje år i træk vinder Maja Alm VM-guld ved orienteringsløb i disciplinen sprint. Video: Ronni Burkal Nielsen

Det var VM, der var hendes helt store mål, da sommeren lå for hendes fødder. Og selvom det var tredje gang hun tog guldet, betød det ikke, at hun havde vænnet sig til følelsen af sejr.

- Jeg tror næsten, at i år var der, hvor jeg var allermest rørt. For jeg vidste, hvad det krævede. Jeg vidste, hvor svært det var, og hvor stort det var, siger Maja Alm.

Hjernen på overarbejde

I endnu et år kan hun nu kalde sig verdens bedste orienteringsløber, og det har ikke kun krævet hård fysisk træning at nå dertil. Ud over de to daglige træningspas, der typisk består af 10 gange løb på en uge og derudover styrketræning, løbestilsøvelser, terræntræning og træningslejr i weekenderne, så har verdensmesteren også brugt meget energi på at træne den øverste etage.

Du skal virkelig være god til at acceptere de tanker, der kommer

Maja Alm om det store og krævende mentale arbejde under et løb

For det kræver ifølge hende tre ting at være verdens bedste i sin sport: En god fysik, teknisk dygtighed og en stor mental styrke.

- Du skal være rigtig, rigtig hurtig, og du skal være stærk både til at løbe i bakker, til at løbe i tungt terræn og til at lave de her accelerationer, som det kræver, når du løber sprint. Teknisk skal du være rigtig dygtig til at læse kortet, for du skal tage beslutninger hele tiden.

- Hvis du laver for mange småfejl eller laver en stor fejl, så er du ude af kampen, så det kræver hele tiden at holde sig inde. Og så selvfølgelig mentalt, det er nok det allervigtigste: Hvis du ikke kan præstere, når det gælder, så bliver du i hvert fald ikke verdens bedste, siger Maja Alm.

Men når de her fejl er så afgørende, er du så aldrig bange for at lave en fejl?

- Jo! Jo, mega bange! Og jeg tror også, det er det, der nogle gange kan komme til at blokere. Det bliver så forkrampet på, at du ikke vil lave fejl, og så er det tit, at du kommer til at gøre det. Fordi det kommer til at fylde, i stedet for du løber et løb, som du gerne vil.

- Det der blokerede rigtig meget for mig, dengang jeg var yngre, det var det her forventningspres, som der er ude fra og fra mine trænere og fra mig selv. Det kunne jeg slet ikke håndtere - det var det, der kom til at fylde. Og hvis du løber ude på en orienteringsbane og kommer til at tænke på noget andet bare lige fem sekunder, så ender du i en forkert retning, og du kommer til at lave parallelfejl, og så koster det bare det hele, siger Maja Alm.

Men da hun blev senior for otte år siden fik hun tilknyttet Team Danmarks sportspsykolog Kristoffer Henriksen, og nu har hun lært at tøjle forventningspresset og at få styr på frygten for at fejle. Den er der, men den fylder ikke.

Og det har været med til at sende hende helt op på det øverste trin på medaljeskamlen.

- Noget af det, vi har arbejdet med de seneste par år, er, at mit fokus skal være at løbe et godt løb, men ikke et perfekt løb. Hvis du har fokus på, det skal være perfekt, så kan det godt blive helt forkrampet, og så kan en lille fejl hurtigt blive stor, fordi du går i panik, når fejlene kommer. Der har vi i stedet for arbejdet med, at det var okay, at der kom nogle små fejl, og at jeg blev i tvivl, og at jeg lige kom til at løbe ti meter for langt og skulle tilbage igen, velvidende at det koster tid. Hvis du kun holder det til de her små fejl, så er det godt nok.

Maja Alm

10. juli 1988 (29 år)

VM-medaljer i orienteringsløb:

3 guld i individuel sprint (2015, 2016, 2017)

2 guld i mix stafet (2015, 2016)

1 guld i stafet (2015)

2 sølv i mix stafet (2014, 2017)

2 sølv i stafet (2014, 2016)

1 sølv i individuel langdistance (2017)

1 sølv i individuel sprint (2012)

1 bronze i individuel sprint (2014)

EM-medaljer i orienteringsløb:

1 sølv på mellemdistancen (2014)

3 bronze i sprint (2010, 2012, 2016)

- Det er svært, og inden jeg løber en konkurrence, er jeg mega nervøs, og det er ubehageligt, for det trækker en masse tankemylder med sig. Du skal virkelig være god til at acceptere de tanker, der kommer. At acceptere, at der er bare en tankestrøm hele tiden, og lige så snart hjernen er på vej væk, acceptere det og fange det hurtigst muligt. Jeg har lavet en strategi med, at så skal jeg lige læse en ekstra gang på kortet for at komme tilbage, siger Maja Alm.

Sværest at blive på toppen

Efter Maja Alm havde sikret sig sit VM-guld fortalte hun, at hun både havde glædet sig til, men også frygtet dagen for VM-løbet.

To guldmedaljer i bagagen fra de forgående år og en forrygende form kunne måske skabe ro i sindet hos nogle atleter. Men ikke hos Maja Alm.

Det var ligesom kun mig selv, der kunne sætte en stopper for, om jeg gjorde det eller ej

Maja Alm om presset for at vinde VM-guld igen

- Jeg ville bare så gerne gøre det. De seneste to år har jeg vist kanon god form, og den er nærmest rykket et lille tak op hver gang. Og denne gang fik jeg vist på en test lige inden VM, at jeg havde rykket mig endnu et step, så jeg havde alle muligheder for at vinde det her guld igen, og det var ligesom kun mig selv, der kunne sætte en stopper for, om jeg gjorde det eller ej, siger Maja Alm.

Hun brugte mange år, træningstimer og kræfter på at nå verdenstoppen, men alligevel mener hun, at det klart sværeste er at blive på toppen.

- I året op til VM kan det godt blive lidt forkrampet, for jeg vil gerne opnå det niveau, jeg ved, jeg har haft. Og det er bare rigtig svært mentalt at acceptere, at ’Okay lige nu er jeg under niveau, men jeg skal nok nå det'. Og så selvfølgelig når du stiller op som forsvarende verdensmester, er du jo den, alle vil slå.

Hvis jeg vinder en medalje, så vil jeg have, at I kommer og giver mig en high-five, og at I skal være glade

Maja Alm om beskeden til holdkammeraterne inden VM-guldløbet

Inden løbet havde det også været vigtigt for hende at fortælle sine holdkammerater, hvordan hun ønskede, de skulle reagere uanset karaten på hendes kommende medalje, og det var med til at tage noget af presset af hende.

- Jeg ved godt, at jeg nok inderst inde ville være skuffet over at få sølv eller bronze, men når det er denne her topstrid, så tror jeg også bare, det er rigtig vigtigt, at man også husker at glæde sig over, når det lykkes. Så man ikke er bange for at fejle. Så det var vigtigt for mig også at få kommunikeret ud, at hvis jeg vinder en medalje, så vil jeg have, at I kommer og giver mig en high five, og at I skal være glade, og så skal jeg nok selv bearbejde den skuffelse, jeg har, siger Maja Alm. 

Udfordringen med forventningspresset, ikke mindst fra sig selv, har fulgt hende siden juniorårene, og hun kender den også fra andre dele af sit liv, hvor hun altid gerne har ville præstere, når det kom til alt lige fra karakterer i skolen til interviews på live-tv.

Og derfor kan det også være svært at få inkorporeret i tankerne, at det faktisk ikke længere er helt så svært at tackle udfordringen, som det har været.

- Det sværeste ved at vinde et VM-guld er den store opgave, det er, især mentalt, at gå ud og gøre det igen. Men jeg tror også, det er derfor, jeg er så fascineret af elitesport og er fascineret af, hvad jeg selv kan gøre. Og derfor jeg også synes, det bliver en ny udfordring hver gang, for det bliver jo ikke nemmere. I og med at jeg får flere og flere meritter, så bliver forventningerne også lige skruet op, og så er det bare endnu sværere at gøre det, siger Maja Alm. 

Vigtigt at kunne mærke det i fingerspidserne 

Tre gange VM-guld er ikke nok for hende. Den glade jyske pige stopper ikke ved det. 

- Men jeg kan også mærke, at der bliver nødt til at være noget andet i det: Jeg tror, det er rigtig vigtigt at finde de der målsætninger, som gør, at jeg kan mærke det helt ud i fingerspidserne, når jeg tænker på det. Og at jeg kan mærke nervøsiteten. For hvis du ikke har den fornemmelse, så er det lige præcis, at du ikke presser dig selv til det yderste, og så gør du ikke det, der skal til. Lige så snart du begynder at være tilfreds, så kan du lige så godt pakke sammen og stoppe. Du skal kunne mærke, det betyder noget, siger Maja Alm.

Hvis jeg kan holde til det, så er jeg ret motiveret for også at gå efter OL

Maja Alm om både at være orienterings- og atletikløber

Netop en af de ting, der får det til at summe helt ud i hendes fingerspidser, er en ny udfordring, hun har givet sig selv: Hun er denne sommer begyndt at løbe 3000 og 5000 meterløb på atletikbanen, og hun overvejer at satse endnu mere på det. Drømmen er en billet til OL i Tokyo i 2020.

- Jeg vil forsøge at lægge endnu et niveau på, hvad der er muligt for mig at gøre. Og jeg tror også, det ville kunne presse mine præstationer i orienteringsløb, hvis jeg blev endnu stærkere fysisk. Så jeg tror, det er vigtigt for mig at være udfordret, siger hun.

Efter VM tog hun til Irland og Belgien, hvor hun for første gang deltog i atletikløb i udlandet.

- Det var virkelig mærkeligt, og lige pludselig begynder de der små ting ud over løbet at fylde. Altså sådan noget med 'Okay, hvornår skal man hen og skrives ind, hvornår skal jeg overhovedet skifte til mine pigsko, og hvordan stiller man sig frem og starter?' Men det var også meget sjovt bare at få lov til at gå ud til et løb og have alt at vinde. Bare at gå ind og løbe og så se hvordan det gik, siger Maja Alm.

Det overraskede hende på helt tæt hånd at opleve, hvordan atletikløb ikke bare er orienteringsløb uden poster og kun med fokus på fysikken. Der er også et stort element af taktik, der kræver en god evne til at tage beslutninger.

Vælger hun at gå benhårdt efter OL-drømmen, betyder det ikke farvel til orienteringsløb.

- Jeg vil gerne kunne satse på begge dele. Jeg synes jo, at det er rigtig fedt at løbe orienteringsløb også, og jeg synes, det er rigtig stærkt, hvis jeg kan begge dele. At løbe de her tider i år efter VM det sætter også lidt en streg under den fysiske form, jeg er i til et VM, siger Maja Alm.

Hvis hun skal lægge det sidste på og få succes som atletikløber tror hun dog, det kræver, at hun fjerner terrændelen fra sit orienteringsløb. For at løbe i tungt terræn giver øget muskelmasse i baller og lår, hvilket gør hende tungere, og den ekstra vægt kommer hende ikke til gode på en atletikbane.

Derfor passer det perfekt for den danske verdensmester, at der i de kommende år sker ændringer i orienteringssporten, så VM bliver opdelt imellem skov og by. Det betyder, at der i 2019 først er VM i skov, og i 2020, samme år som OL, er der VM-sprint i byen med et godt, hårdt underlag. Og det er oven i købet på hjemmebane i Danmark.

Men Maja Alm har i første omgang også nogle kortsigtede mål, inden hun tager stilling til, om OL-drømmen skal forfølges.

- Nu kommer der et VM i Letland næste år, hvor jeg stadigvæk har rigtig mange ambitioner inden for orienteringsløb. Jeg vandt jo sprinten i år og vandt sølv på langdistancen, og der kan jeg mærke, at jeg også er rigtig tændt på at prøve at se, om jeg kan tage guldmedaljen der, siger Maja Alm.

Maja Alm vinder sølv på den lange distance ved VM i Estland. Video: TV 2 Sport

Næste år tager hun en beslutning om at satse på OL eller ej. Lige nu ser hun lyst på en karriere som både orienterings- og atletikløber. Kroppen har godt nok reageret kraftigt på skiftet fra almindelige løbesko og de pigsko, der er nødvendige på det hårde underlag på banen, og en overbelastet læg har tvunget hende til et par ugers ferie uden løb.

Men hun tror på, at simple ændringer som eksempelvis at få en behandler med til atletikstævnerne vil gøre underværker, og i så fald ser det godt ud.

- Hvis jeg kan holde til det, så er jeg ret motiveret for også at gå efter OL. Jeg synes, det var rigtig fedt at løbe de her baneløb, og det er jo også bare et mål i sig selv at se, hvor hurtig jeg kan blive. Fordi det, at jeg har vundet guld i orienteringsløb, er der ikke så mange, der kan forholde sig til, men hvis jeg kan sige en eller anden hurtig 5000 meter tid, det er lige som sort på hvidt, hvor hurtig jeg har været, siger Maja Alm.

Danskeren løb de 5000 meter på 15 minutter og 40 sekunder, hvilket er 18 sekunder fra kravet til VM i atletik i år, som samtidig er en indikator for, hvad OL-kravet vil blive.