EM håndbold

Søndergaards landsholdspension overraskede kollegaerne

Kasper Søndergaards sidste landsholdssamling blev i marts måned. Nu stopper han, og det kom uventet i landsholdslejren.

Se håndboldmagasinet Kontra med Kasper Søndergaard klokken 22.00 på TV 2 SPORT og TV 2 Play.

11.040 minutter.

Så mange minutter har Kasper Søndergaard officielt været iført landsholdstrøjen med nummer 22. Efter 184 kampe har højrebacken valgt at pensionere sig selv i nationaldragten.

Vi kan jo prøve at lave sådan en redningsaktion

Henrik Møllgaard

Den 22. oktober meldte han nemlig definitivt fra til landstræneren Nikolaj Jacobsen.

Et afbud, der sendte chokbølger gennem håndbolddanmark - og blandt landsholdskammeraterne.

- Jeg troede, han ligesom havde besluttet sig for at være tilbage.

- Men når jeg har snakket med ham efterfølgende, kan jeg også forstå, at kroppen er slidt, og på den private situation er der selvfølgelig forståelse for, at man skal sige stop, mens legen er god, siger Mads Mensah Larsen til TV 2 SPORT.

Fløjkollegaen Lasse Svan troede også, at én af landsholdets alderspræsidenter ville fortsætte i hvert fald to år endnu. 

- Jeg havde egentlig fornemmelsen af, at Kasper var overbevist om, at han i hvert fald skulle have det VM i Danmark med og den oplevelse, som det er at spille en slutrunde på hjemmebane, siger Lasse Svan.

Se videoen, hvor landsholdspillerne beskriver Kasper Søndergaard med ét ord (artiklen fortsætter under videoen)

Landsholdskollegaerne beskriver Kasper Søndergaard med et ord Video: Mie Hansen

Den 36-årige Skjern-spiller var også en del af Nikolaj Jacobsens landsholdsplaner for de kommende to slutrunder, men højrebacken med det kendetegnede gennembrud på ydersiden har nu valgt at tænke på fysikken og prioritere familien.

- Vi synes alle sammen, at håndbold er vigtigt, men når alt kommer til alt, skal familien altid komme først.

- Så jeg har fuld forståelse og stor respekt for den beslutning, Kasper har truffet, hvor han sætter sin familie først. Det ville jeg også selv gøre, siger landstræneren.

Et særligt stort afsavn

Selvom Kasper Søndergaard var en meget vellidt personlighed på det danske herrelandshold, så kommer særligt én spiller til at mærke Søndergaards fravær.

- I mit tilfælde er det lidt trist. Jeg har jo delt værelse med ham i ti år til hver eneste slutrunde, vi har været til. Jeg ærgrede mig meget over hans afbud.

- Jeg kan forstå ham, og jeg respekterer hans beslutning, men det er underligt at være på værelset, når han ikke er der, siger Hans Lindberg.

Spillerne håber på comeback

Det er ikke første gang, at Kasper Søndergaard indstiller landsholdskarrieren. I 2015 sagde han nemlig også stop.

Men efter et års pusterum stillede han sig igen til rådighed for Danmark. Derfor vil medspillerne heller ikke opgive håbet om Søndergaard i rødt og hvidt endnu.

- Nu kan man jo sige, at han er stoppet en gang før, så vi håber vel alle sammen på et comeback på en eller anden måde, griner Mikkel Hansen, der også har fået PSG-medspilleren Henrik Møllgaard med på ideen.

- Vi kan jo prøve at lave sådan en redningsaktion.

- Men det virker desværre på ham som om, at det er endeligt nu. Nu siger jeg desværre, for jeg savner ham selvfølgelig allerede, men jeg synes, også det er et fornuftigt valg, siger Henrik Møllgaard.