Syg dansker må droppe OL-konkurrence
Sygdom florerer i Pyeongchang, hvor vinter-OL officielt begynder i dag, fredag. To dage før sin første konkurrence må Martin Møller melde fra.
Danmarks eneste langrendsløber ved OL, Martin Møller, har været nødt til at droppe sin første konkurrence i Pyeonchang.
Den dansk-grønlandske atlet er blevet ramt af en forkølelse, der er så slem, at han ikke stiller til start ved søndagens skiatlonkonkurrence. Det meddeler Team Danmark.
- Jeg har været forkølet en uges tid, og skiatlon er en hård distance, og hvis man ikke er på toppen, er den endnu hårdere, og jeg vil gerne være så frisk som mulig til de to andre løb. Jeg har været ude til en let træning fredag, og jeg mærker heldigvis klar bedring, siger han.
Skiatlon er en disciplin på 30 kilometer, hvor de to langrendsstilarter klassisk og fri stil blandes, så man kører halvdelen af ruten i hver stilart. Martin Møller blev nummer 52 i skiatlon for fire år siden.
Skulle have været med i tre konkurrencer
Efter afbuddet til skiatlonkonkurrence, må Martin Møller nu nøjes med at stille op i 15 kilometer fri stil og 50 kilometer klassisk stil. De to løb afvikles henholdsvis den 16. og den 24. februar.
- Jeg har haft en rigtig god optakt til vinter-OL og trænet godt, men det er den rigtige beslutning, for skiatlon er det løb, jeg prioriterer mindst af de tre, jeg stiller op i herude.
- Nu fokuserer jeg på at blive så frisk som muligt til 15 kilometer fri om en uge, siger Martin Møller.
Tidligere på ugen fortalte OL-arrangøren, at flere hundrede menneske er syge med opkast og diarré, efter de er blevet smittet med omgangsvirus i værtsbyen Pyeongchang i Sydkorea.
- Der er cirka 300 tilfælde af omgangssyge i området her, så man kan vel kalde det en epidemi. Det gælder om at være forsigtig, holde sig fra forsamlinger og passe lidt på, sagde Norges landsholdschef i langrend, Vidar Løfshus, tirsdag ifølge ritzau.