Skuffende vinter-OL: - Det skal ikke være Danmarks niveau

16x9
Især Rasmus Stjerne og curlingherrerne skuffede ved OL. Foto: CATHAL MCNAUGHTON / Ritzau Scanpix

DIF og Team Danmark gør status over et vinter-OL, der for femte gang i træk ikke gav danske medaljer.

De danske OL-atleter har været i aktion for sidste gang.

Danmark har i historien kun vundet én medalje med vinter-OL, curlingsølv i 1998, men selvom Danmark er en lilleputnation i vintersport, er 2018-resultatet ikke tilfredsstillende.

Sådan lyder vurderingen fra både Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

- Generelt har de danske præstationer ved vinter-OL i PyeongChang vist, at Danmark ikke er en vintersportsnation. Det er ikke det samme som, at vi skal være tilfredse med at slutte i den dårligste fjerdedel i de konkurrencer, som vi deltager i. Vi vil gerne komme hæderligt ud af det, udvise stolthed og skabe begejstring, og selvom vi ikke har stolte traditioner ved vinter-OL, så skal vi ikke have sidstepladser. Det skal ikke være Danmarks niveau, siger Morten Schram Rodtwitt, der er chef de mission for det danske hold, i en pressemeddelelse.

- Overordnet set må vi konstatere, at resultaterne har været skuffende, siger Team Danmark-direktør Lone Hansen.

Danmarks bedste resultat ved OL kom fra speedskateren Viktor Hald Thorup, der blev nummer fem i massestart.

Han er lyspunktet i det skuffende OL, hvor curlingsherrernes sidsteplads især gjorde ondt. Målsætningen her var en sjetteplads, men det blev kun til to sejre i ni kampe.

- Inden for curling er det tydeligt, at konkurrenceniveauet er skærpet. Den indsats, der tidligere var nok til topplaceringer, rækker ikke længere. De andre nationer har flyttet sig og arbejder på et højere professionelt niveau. Det vil vi sammen med Dansk Curling Forbund forholde os til, når vi kommer hjem og evaluerer vinter-OL, siger Lone Hansen.

SĂĄdan gik det danskerne

  • Curling (m): Nummer 10 ud af 10
  • Curling (k): Nummer 10 ud af 10
  • Laila Friis-Salling (freestyle ski): Nummer 23 ud af 24
  • Casper Dyrbye (storslalom + slalom): Nummer 60 ud af 75 fuldførende + udgik i første gennemløb i slalom
  • Christoffer Faarup (Super-G + styrtløb + kombinationskonkurrencen): Nummer 32 ud af 48 fuldførende + nummer 36 ud af 53 fuldførende + nummer 30 ud af 37 fuldførende
  • Martin Møller (15 km fri + 50 km klassisk langrend): Nummer 90 ud af 116 fuldførende + nummer 60 ud af 60 fuldførende
  • Elena Møller Rigas (massestart): Nummer 17-24 ud af 24
  • Stefan Due Schmidt (massestart): Nummer 13 ud af 24
  • Viktor Hald Thorup (massestart): Nummer 5 ud af 24