E-sport

Årets fjerde triumf sikrer Astralis over 3 millioner

Astralis med trofæet. Astralis

Med en finalesejr over nordamerikanske Team Liquid vandt Astralis ELEAGUE Premier 2018 og næsten 3,2 millioner kroner.

2018 rimer på succes for det danske Counter Strike: Global Offensive-hold Astralis, der også er rangeret som nummer et på verdensranglisten.

Søndag aften amerikansk tid tog holdet sin fjerde store titel i år, da det vandt 2018-udgaven af ELEAGUE Premier i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

I finalen mod det nordamerikanske hold Team Liquid blev der spillet bedst af tre baner. Astralis fik en suveræn start og vandt første bane Inferno med 16-5.

Team Liquid var anderledes dominerende i begyndelsen af anden bane Nuke, men nordamerikanerne formåede aldrig at opbygge et stort forspring.

Så ved sideskiftet tog Astralis fat. De danske drenge vendte 7-8 til 16-12 og sikrede sig dermed en 2-0-sejr og en præmiecheck på 500.000 dollars svarende til knap 3,2 millioner kroner.

Også i 2017 fik Astralis 500.000 dollars for en turneringssejr. Dengang vandt holdet ELEAGUE Major i Atlanta.

De fire turneringssejre siden april 2018 har indbragt holdet 1,1 millioner dollars, hvilket svarer til lidt over 7 millioner kroner. Derudover er det blevet til en semifinaleplads og en andenplads i samme periode.