Sport

LeBron James langer ud efter Trump: - Han adskiller os gennem sport

LeBron James er ikke tilfreds med Donald Trumps præstation som præsident. Jason Miller / Ritzau Scanpix

NBA-stjernen LeBron James langer kraftigt ud efter den amerikanske præsident Donald Trump, der bruger sport til at splitte nationen, mener James.

Et gammelt udtryk lyder, at sport og politik ikke skal blandes sammen.

Helt samme holdning har den amerikanske præsident, Donald Trump, dog ikke helt.

Flere gange har den 72-årige præsident eksempelvis udtrykt stor utilfredshed med de sportsudøvere, der ikke står op under nationalmelodien, men i stedet sætter sig på knæ for at vise deres utilfredshed med sortes rettigheder.

LeBron James

  • 33 år
  • NBA-mester tre gange
  • NBA-finalen ni gange
  • Fire gange kåret til MVP (mest værdifulde spiller) i ligaen
  • 14 gange udtaget til ligaens Allstar-kamp

Noget der begyndte, da Colin Kaepernick fra San Francisco 49'ers i 2016 gjorde det under nationalmelodien. Han endte med at blive symbolet på protesterne mod Trump, da tendensen spredte sig til at blive utilfredshed med racemæssig ulighed og politivold over for sorte i USA.

Det ville Trump ikke finde sig i.

- Du skal stå stolt op for vores nationalmelodi. Ellers bør du slet ikke spille eller være der. Måske du slet ikke skulle være i landet, har Donald Trump tidligere udtalt.

Og at Donald Trump som præsident er gået ind i den sag og generelt blander sig i sport, får nu en levende basketball-legende på banen.

- Jeg kan ikke sidde tilbage og lade som ingenting, fortæller Los Angeles Lakers-stjernen LeBron James til CNN.

- Hvad jeg har noteret i de seneste måneder er, at Trump på en måde bruger sport til at adskille os, og det er noget, jeg ikke kan relatere til.

Har kigget i historiebøgerne

Ifølge den tredobbelte NBA-mester er det netop igennem sport, at man lærer at respektere hinanden på tværs af racer og forskelligheder. 

- Sport var første gang, jeg nogensinde var omkring nogle hvide. Jeg fik en mulighed for at lære om dem, og de fik muligheden for at lære om mig... Jeg var sådan... 'Wow, det her kan alt sammen lade sig gøre på grund af sport', fortæller den sorte basketstjerne.

Og i det længere interview med den amerikanske TV-station CNN er det tydeligt at mærke, at LeBron James langt fra er Donald Trumps største fan.

Da den 33-årige blev spurgt om, hvad han ville sige til præsidenten, hvis de sad overfor hinanden, var svaret i hvert fald glasklart.

- Jeg ville aldrig sætte mig ned overfor ham.

Nu har den måske største, aktive, sorte sportsstjerne meldt sig på banen med kritik af præsidenten. Og LeBron James har fundet styrke til at sige fra i historiebøgerne. 

- Hvis man tager et kig på nogle af hvor tids største ledere. Muhammad Ali, Martin Luther King. Alt den modstand de gik igennem. De brugte den altid til at sige. 'Okay. Det her er endnu mere motivation. Det her er endnu en vej for mig til at være endnu mere kraftfuld'. Det er dem, der er årsagen til, at vi er her i dag, fortalte LeBron James til CNN.

Den amerikanske præsident har endnu ikke forholdt sig til kritikken fra LeBron James.