Dansk par skrev historie med syvende VM-guld
Bjørn Bitsch og Ashli Williamson er nu det mest vindende sportsdanspar i verden i disciplinen 10-dans.
Den danske danserduo Bjørn Bitsch og Ashli Williamson var fuldstændig suveræn, da der lørdag aften blev danset VM i 10-dans i portugisiske Vila Nova De Famalicão.
Parret vandt således samtlige ti danse og kan dermed kalde sig for verdensmester. Igen.
Det var nemlig syvende gang, de vandt VM-guld i 10-dans, hvilket gør dem til det mest vindende sportsdanspar i verden.
- Det gik supergodt. Vi vandt alle ti danse, hvilket var helt fantastisk. Det var helt vildt. Det er ubeskriveligt, siger Bjørn Bitsch og suppleres af Ashli Williamson:
- Det gik ikke engang op for os før efter den niende dans, hvor vi kiggede på hinanden, og Bjørn sagde: "Jeg tror, vi har vundet ni."
Der var endda flere danskere på sejrsskamlen efter de ti danse, da Nikolaj Lund og Marta Kocik vandt bronze. Italienske Mario Cecinati og Rosaria Messina Denaro vandt sølv.
I 10-dans skal danserne igennem de fem latindanse og de fem standarddanse.
- Det er den disciplin, der klart er fysisk mest krævende. Konkurrencedelen i det er fedt, fordi det handler om, hvem der kan klare mest smerte, når det er så mange danse i streg. Kroppen er presset til sidst, siger Bjørn Bitsch.
Sidste år skrev Bjørn Bitsch og Ashli Williamson også historie, da de vandt fire VM-medaljer samme år i disciplinerne standard showdans, 10-dans, showdans og standarddans.
Ashli Williamson var tilbage i 2008 en af de professionelle dansere, der deltog i Vild med dans. Her dansede hun med sanger og skuespiller Søren Bregendal, men røg ud i tredje runde.