Fem ting der gjorde skak-dramaet unikt

16x9
Lutter norske smil efter Magnus Carlsen genvandt sin VM-titel onsdag aften Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

Få et anderledes tilbageblik på næsten tre ugers skak-drama

Magnus Carlsen genvandt onsdag aften VM-titlen i skak, da han knuste udfordreren Fabiano Caruana i tre partier hurtig-skak.

Nordmanden vandt de tre partier, der var første led i tie-breakeren, der skulle afgøre VM efter 12 gange remis havde efterladt titelkampen i dødvande.

Vi har set tilbage på VM-duellen mellem nordmanden og amerikaneren og fundet fem ting, vi lærte af de sidste 20 dages fiflen med brikker og bræt.

Fem ting vi lærte af skak-dramaet

Woody Harrelson er ikke en skak-komiker

Woody Harrelson i gang med at flytte med brikkerne Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix
Da den amerikanske skuespiller Woody Harrelson skulle foretage det første træk, som celebrity ved åbningspartiet i London faldt hans joke til jorden som en brosten i en lagkage.
Harrelson fingerede, at han kom til at vælte Fabinao Caruanas konge, da han skulle flytte en bonde for udfordreren. Ganske kontroversielt, for at vælte sin konge er et tegn på, at man erkender sit nederlag.
Selv havde skuespilleren det lystigt over sin egen kækhed. Magnus Carlsen derimod tog imod joken med korslagte arme, mens Fabiano Caruana måtte bede om at ændre sit åbningstræk, da en befippet Woody Harrelsen havde foretaget det forkerte træk for amerikaneren.

Uldundertøj går også til skak

Magnus Carlsen afslappet - sikkert fordi der er uldundertøj inde bag det professionelle ydre Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix
Verdensmesteren Magnus Carlsen er fra Norge, så man skulle mene, at han er vant til kulden.
Alligevel var det for meget af det gode for nordmanden, da han måtte sidde i en vinterjakke igennem et parti undervejs i VM-opgøret, fordi han syntes, det var isnende koldt.
- Det er ikke godt for kampen, at vi må sidde og fryse, sagde verdensmesteren efter partiet.
Det var aftalt med de to VM-kombattanter, at temperaturen i The College i London-bydelen Holborn skulle være mellem 22 og 24 grader, men ifølge den norske lejr, så kiksede værterne under åbningspartiet.
Det betød, at Magnus Carlsen dagen efter mødte op i uldundertøj til det andet parti. Så det klassiske skiundertøj virker ikke kun ude i sporet. Det kan også bruges på vejen mod et VM-forsvar.

Carlsen er ikke hævet over al kritik

Garry Kasparov var verdensmester fra 1985 til 2000 Foto: Thomas Samson / Scanpix Denmark
Da Magnus Carlsen tilbød Fabiano Caruana remis i det 12. og sidste parti vaklede elfenbenstårnet under den ellers suveræne nordmand.
Pludselig stod skak-koryfæer i kø for at kritisere, at verdensmesteren og favoritten havde tilbudt sin udfordrer at dele kampen på et tidspunkt, hvor nordmanden ellers havde en fordel på brættet.
Den tidligere verdensmester Garry Kasparov var blandt de mest udfarende:
- I lyset af det chokerende remis-tilbud fra Magnus, der var i en super position og havde mere tid, vil jeg genoverveje min evaluering af ham som favorit i de hurtige spil. Tiebreaks kræver enormt gode nerver, og han ser ud til at have mistet sine, skriver Kasparov på Twitter.
Remis'en i 12. parti betød at VM-opgøret måtte i tie-break.

Resultatet var (næsten) givet på forhånd

Remis. Igen, igen, igen, igen, igen... Foto: Facundo Arrizabalaga / Ritzau Scanpix
Magnus Carlsen og Fabiano Caruana havde 12 partier til at afgøre VM-titlen - hvis ikke de to stormestre skulle ud i en tie-break.
Den slags bliver unægteligt svært at undgå, når det ser ud til, at der ikke er et alternativ til uafgjort - eller remis, som det hedder i skakkens verden.
Sådan var det i årets VM-finale. For første gang nogensinde var der ingen af de to spillere, der formåede at hive en sejr i land undervejs. 12 partier - 12 gange remis. En lille VM-rekord.
Derfor måtte kampen afgøres i ekstra-partier - i en såkaldt tie-break.

Ingen kan slå nordmanden i de hurtige runder

Den der ler sidst, ler bedst. Magnus Carlsen var overjordisk god i tie-breaken Foto: Frank Augstein / Ritzau Scanpix
Magnus Carlsen er verdens bedste ved et skakbræt. 
Når så skakken i en tie-break skal spilles hurtigere end normalt, så bliver nordmanden nærmest overjordisk. Det beviste han også til sidst i VM-kampem i London.
Tre partier. Tre sejre til Magnus Carlsen - og efter en lige finale, så blev det nærmest til en norsk jordskredssejr i tie-breakeren.
Dermed forstummede al kritik af verdensmesteren efter hans remis i 12. parti. For den, der ler sidst ler bedst. Og Carlsen vidste, at han ville være aldeles suveræn i den hurtig-skak, der er på tapetet i tie-breakeren.
Fabiano Caruana blev simpelthen knust af verdensmesteren.
Carlsen er stadig kongen ved det ternede bræt.