Harder, Wozniacki eller Valgren bliver årets sportsnavn

16x9
Ifølge flere end 10.000 brugere på sport.tv2.dk bør Caroline Wozniacki få titlen som årets sportsnavn 2018. Foto: Scanpix

15 kandidater til titlen som årets sportsnavn er indskrænket til tre atleter fra henholdsvis fodbold-, tennis- og cykelverdenen.

Den ærefulde titel ’årets sportsnavn 2018’ tilfalder enten fodboldspilleren Pernille Harder, tennisspilleren Caroline Wozniacki eller cykelrytteren Michael Valgren.

Det står klart, efter kandidatlisten på 15 er snævret ind.

- Der er hvert år hård konkurrence om at komme blandt de tre finalister til at blive Årets Sportsnavn, og 2018 er ingen undtagelse. Det ses blandt andet i den række af VM- og EM-medaljevindere, som ikke er sluppet gennem nåleøjet og kommet blandt kandidaterne til det, som vi i al beskedenhed kalder Danmarks største sportspris, siger direktøren i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen, i en pressemeddelelse.

Det er femte gang, Caroline Wozniacki er blandt de tre nominerede til titlen. Hun vandt den i 2010, og ifølge flere end 10.000 brugere på sport.tv2.dk bør Wozniacki vinde igen. I en afstemning har Wozniacki i skrivende stund modtaget 26 procent af stemmerne.

Michael Valgren har fået 16 procent af stemmerne, mens Pernille Harder har fået syv procent af stemmerne. Både ishockeyspilleren Lars Eller (13 procent) og den pensionerede badmintondouble Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen (ni procent) har fået flere stemmer end Pernille Harder i vores afstemning.

Den er dog kun et billede på brugernes mening. Vinderen findes nemlig ikke via en afstemning – det står kulturminister Mette Bock, DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm Hansen, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Thomas Møller Kristensen fra Jyllands-Posten for.

Med prisen, der uddeles i starten af januar, følger 75.000 kroner.

Atleternes bedrifter i 2018

Pernille Harder: Blev ligatopscorer i Bundesligaen og vandt både mesterskabet og pokalturneringen med den tyske storklub Wolfsburg. Klubben nåede også Champions League-finalen, hvor Pernille Harder scorede det første mål i nederlaget til Lyon.

Harder og landsholdet formåede ikke at kvalificere Danmark til VM 2019.

Pernille Harder blev i efteråret kåret som Europas bedste kvindelige fodboldspiller. Hun var ikke blandt de tre sidste nomirede til FIFA’s kåring af verdens bedste, men ved uddelingen af Ballon d’Or blev Pernille Harder nummer to i afstemningen.

Caroline Wozniacki: Vandt karrierens første Grand Slam-turnering, da hun tidligt på året vandt Australian Open. Finalesejren over Simona Halep sikrede samtidig Wozniacki en placering som nummer et i verden.

Senere på året vandt Caroline Wozniacki også WTA-titlerne Eastbourne International og China Open. Det var med til at sikre hende deltagelse ved sæsonfinalen i Singapore.

Michael Valgren: Havde et fantastisk forår, hvor sejren i klassikeren Amstel Gold Race står som det klare højdepunkt. Inden da havde Valgren også vundet Omloop Het Nieuwsblad.

Under sommerens Tour de France spillede Michael Valgren en afgørende rolle, da Magnus Cort vandt 15. etape efter at have siddet i udbrud med sin landsmand.