Alt skal gå op i en højere enhed for Dideriksen i VM's 'simpleste løb'
Amalie Dideriksen håber på igen at kunne tage en VM-medalje i scratch-disciplinen, som bliver kørt onsdag aften.
Reglerne er til at forstå, for det handler sådan set bare om at komme først. Første kvinde over stregen efter 10 kilometer rundt på cykelbanen i Pruszkow, Polen, kan kalde sig verdensmester i scratch onsdag aften.
- Det lyder meget simpelt med sådan et scratch-race, hvor man bare skal komme først over stregen, men der er så mange ting, der skal gå op i en højere enhed, siger Amalie Dideriksen, som er Danmarks kvindelige deltager i disciplinen.
- Sidste år fik jeg bronze, så det vil være helt fantastisk at tage en medalje igen, men der er rigtig mange stærke til start.
Særligt én rytter vender Dideriksen tilbage til, hver gang hun skal nævne de bedste konkurrenter: Den hollandske veteran Kirsten Wild, som lever flot op til sit efternavn.
Hun er nemlig vild på en cykelbane. Fire verdensmesterskaber og fire europamesterskaber har den 36-årige Wild vundet.
- Hun er absolut topfavorit, fordi hun er så stærk og sidste år tog tre guldmedaljer (scratch, omnium og pointløb, red.).
- De største favoritter må udover Wild være Jolien d'Hoore fra Belgien, Elinor Barker fra Storbritannien og så har jeg hørt godt om italienske Martina Fidanza, som har kørt nogle ret gode spurter. Der er rigtig mange stærke kort, og der er nok en håndfuld, som jeg ser som hurtigere på stregen end mig, hvis det bliver et 'nemt' løb, vurderer Dideriksen.
Dideriksen har planen klar
Derfor skal Amalie Dideriksen tænke kreativt i løbet. For når konkurrenterne er hurtigere, må den 22-årige dansker bare være klogere.
- Jeg tror, mine muligheder kommer, hvis løbet bliver hårdt, men det kræver, at der er andre, som vil ud og åbne det. Og der tror jeg egentlig, at Elinor Barker kunne blive et ret godt kort for mig, for hun plejer at være aggressiv. Så er der måske nogle ryttere, som er i anden række, der vil prøve at liste af sted. Der skal jeg være med.
Amalie Dideriksen har selv været verdensmester i scratch. Som junior vandt hun guld i 2014 og ved senior-VM sidste år kom hun hjem med en bronzemedalje.
Den unge dansker har desuden været dobbelt juniorverdensmester og en enkelt gang været seniorverdensmester på landevej. Dideriksen har endnu ikke været verdensmester som senior på bane.
- Det kunne være ret fedt at gøre det. Men jeg vil sige, at jeg er nok ikke topfavoritten. Men at kunne tage et verdensmesterskab kunne være fantastisk. Det er det, vi alle sammen drømmer om. Det er derfor, vi er her.
- Alle kommer til VM i topform, og alle har en drøm om en medalje - og allerhelst regnbuestriberne. Så der er kriller i maven og en smule nervøsitet. Nu vil jeg godt bare snart i gang, siger Amalie Dideriksen med et skævt smil.
Du kan følge Amalie Dideriksens jagt på en VM-medalje på TV 2 SPORT. Vi begynder transmissionen fra VM i Polen klokken 17.55.