Rafael van der Vaart debuterer i ny sportsgren

16x9
Rafael van der Vaart har tidligere spillet showkampe. Nu stiller han op i en rigtig turnering. Foto: Angelika Warmuth / Scanpix Denmark

Den tidligere fodboldspiller Rafael van der Vaart stiller op ved Skandinaviens største dartturnering, der afholdes i Esbjerg.

Rafael van der Vaart vil kun fysisk være på hjemmebane, når han bevæger sig ud på et nyt territorium rent sportsligt i starten af maj.

Den tidligere fodboldspiller har besluttet sig for at stille op i dartturneringen Denmark Open & Masters, der afholdes i Esbjerg, hvor van der Vaart bor.

Det skriver Dartnyheder, der har fået Rafael van der Vaarts bror Fernando van der Vaart til at bekræfte nyheden. Fernando van der Vaart stiller også op i turneringen, ligesom han gjorde sidste år, hvor Rafael var i hallen for at bakke op.

Det samme var Rafael van der Vaarts kæreste, Estavana Polman. Team Esbjerg-profilen deltog endda i en opvisningsturnering ved den lejlighed, men i 2019-udgaven er der altså tale om, at Rafael van der Vaart skal spille i den rigtige turnering.

Det bliver hans officielle debut i dartsporten. Indtil nu har han kun deltaget i forskellige showkampe, mens han har været professionel fodboldspiller. Den tidligere landsholdsstjerne og VM-sølvinder har spillet i storklubberne Ajax Amsterdam, Hamburger HSV, Real Madrid og Tottenham, inden karrieren blev indstillet efter mindre succesrige ophold i Real Betis, FC Midtjylland og Esbjerg. Rafael van der Vaart indstillede sin karriere i november 2018.

Denmark Open & Masters afvikles lørdag og søndag den 4. og 5. maj, hvor Esbjerg Energys ishockeyhjemmebane omdannes til en darthal.

Rafael van der Vaart mødte Raymon van Barneveld ved en showkamp i 2013.
Rafael van der Vaart mødte Raymon van Barneveld ved en showkamp i 2013. Foto: Angelika Warmuth / Scanpix Denmark