Rusland udelukkes fra store sportsbegivenheder
Ifølge BBC vil udelukkelsen ikke have indflydelse på det kommende EM i fodbold.
Rusland bliver udelukket fra en række sportsbegivenheder de næste fire år.
Det skriver Reuters.
Afgørelsen blev truffet af en enig bestyrelse hos Det Internationale Antidopingagentur (Wada).
Udelukkelsen kommer i kølvandet på en række sager om doping de senere år med russiske atleter.
Ifølge BBC betyder det blandt andet, at atleter ikke kan konkurrere under det russiske flag i begivenheder som OL i Tokyo 2020 og fodbold VM i Qatar i 2022.
Ifølge det britiske medie vil udelukkelsen ikke have indflydelse på det kommende EM i fodbold, som delvist bliver afholdt i Rusland. Begrundelsen er, at Uefa ikke er en 'større begivenhedsorganisation', som er omfattet af udelukkelsen.
Kan deltage under neutralt flag
Atleter der kan bevise, at de ikke har noget at gøre med den store russiske dopingskandale fra 2015, vil ifølge BBC kunne konkurrere under neutralt flag.
Ruslands Antidopingagentur (Rusada) er ikke overrasket over udelukkelsen. Det siger næstformanden i Rusada, Margarita Pakhnotskaya ifølge Ritzau.
- Beslutningen fra Wadas ekspertkomité var forventet. Jeg er ikke overrasket over, at det var enstemmigt, siger hun.
Afgående Wada-vicepræsident ønskede hårdere straf
Linda Hofstad Helleland, der er afgående vicepræsident hos Det Internationale Antidopingagentur (Wada), er ikke tilfreds med straffen på fire års udelukkelse til Rusland.
Hun ønskede en hårdere straf, siger hun ifølge NTB:
- Jeg er ikke tilfreds med den beslutning, vi har truffet. Men det var så langt, vi kunne gå.
- Wadas afgørelse betyder, at vi kan opleve flere hundrede russiske udøvere både i Tokyo og i Beijing.
- Det er ikke nogen straf eller reaktion, som svier på nogen som helst måde, siger hun.
Udelukket i 2015
I 2015 blev Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) udelukket af Wada. Det skete, efter at Wada i en rapport om doping i russisk atletik havde konkluderet, at der forekom systematisk og statsstøttet doping.
Alligevel fik Rusland tilladelse til at deltage ved OL i Rio i 2016, men i atletikregi har nationen haft karantæne siden november 2015. Også ved dette års VM i atletik i Qatar var Rusland udelukket.
Rusada blev lukket ind i varmen igen i efteråret 2018. Blandt andet på den betingelse, at Wada fik adgang til data fra laboratoriet i Moskva inden årets udgang. Rusland overholdt ikke tidsfristen, men i 2019 fik WADA udleveret de ønskede data.
I september viste det sig imidlertid, at der var manipuleret med nogle af oplysningerne. Derefter gav Wada Rusland tre uger til at komme med en redegørelse.
Kan appellere
Rusland kan appellere sagen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Det har de 21 dage til.
Ved vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea i 2018 konkurrerede 168 russiske atleter under neutralt flag.