Sport

Historisk dartkvinde er færdig ved VM

Tredje runde blev endestation for Fallon Sherrock ved VM i dart.

Sensationen Fallon Sherrock har bjergtaget dartverdenen og formentlig fået mange flere til at spærre øjnene op for sporten.

Den 25-årige englænder blev den første kvinde nogensinde til at vinde en kamp ved PDC World Darts Championship, da hun i første runde slog Ted Evetts.

Sejren blev fulgt op, da hun i anden runde slog den 11.-seedede østriger Mensur Suljović.

Men fredagens modstander, 22.-seedede Chris Dobey, blev for stor en mundfuld for Fallon Sherrock. Hun var ellers foran med både 1-0 og 2-1, men tabte med 4-2.

Dobey spillede fænomenalt med over 100 point i gennemsnit, hvor Sherrock lå på omkring 90. Til gengæld havde Sherrock overhånden, når det gjaldt om at lukke partierne.

Klappede i respekt

Da Chris Dobey havde kastet sin sidste pil, vendte han sig med det samme om og klappede af Fallon Sherrock, mens han også opildnede publikum til at hylde hende.

- Den her pige kan spille dart. Hun har været fantastisk i dag og fortjener al hyldesten, sagde han i et direkte interview med Sky Sports efter kampen.

Flere tilskuere var klædt ud med en blond paryk som støtte til Sherrock, der har fået massiv opbakning ved VM, mens hendes modstandere det meste af tiden er blevet mødt med buhråb og pibekoncerter.

- Jeg har nydt det så meget. Chris spillede virkelig godt. Jeg havde aldrig troet, det her var muligt. Det er fantastisk. Min drøm er at komme tilbage hertil, sagde hun til Sky Sports.

Fallon var den sidste kvalifikationsspiller tilbage i turneringen. Den japanske kvinde Mikuru Suzuki var også med i turneringen, men blev slået ud i første runde.

Hyldest fra tennislegende

Sky Sports skriver i sin liveopdatering fra kampen, at Sherrock præstation ved VM har fået dart på landkortet og kalder det en af de største VM-historier nogensinde.

Det er nemlig ikke kun dartverdenen, der falder på halen over hende.

- Selvom hun er ude af VM i dart, har Fallon Sherrock inspireret millioner. Hendes talent og ynde under pres bringer hende langt. Hun er den første kvinde i historien til at vinde en VM-kamp, og jeg glæder mig til at følge hendes karriere i de kommende år, skriver tennislegenden Billie Jean King på Twitter.

Under VM har Fallon sikret sig sponsorater samt en check på 218.000 kroner. Forinden havde hun blot tjent det dobbelte i præmiepenge. Hun er også blevet tildelt en plads i US Darts Masters i Madison Square Garden i New York til juni.

Alt sammen kommer formentlig til at gøre meget for hendes dartkarriere, som på ingen måde har kunnet få hendes fulde opmærksomhed.

Dagtimerne bruger hun nemlig på at tage sig af sin femårige søn, der lider af autisme. Først når han om aftenen er blevet lagt i seng, har hun trænet.

- At passe på Rory er et fuldtidsjob i sig selv. Jeg får min familie til at hjælpe, når jeg spiller dart, og når han er kommet i seng, er det udelukkende dér, jeg får trænet, har hun tidligere udtalt.

Sherrock har også brugt VM til at gøre opmærksom på autisme, da hun efter sin førsterundesejr satte dartskiven på auktion til fordel for National Autistic Society.

Inden VM havde Fallon Sherrock knap 15.000 følgere på det sociale medie Twitter. I skrivende stund har hun knap 80.000.