Sport

Dart-stjerne undskylder for sin opførsel efter VM-drama

Gerwyn Price undlod blandt andet at sige tak for kampen til sin modstander. Steven Paston / Ritzau Scanpix

Den walisiske dartspiller Gerwyn Price tabte 3-6 i VM-semifinalen til skotten Peter Wright. Undervejs var der utrolig dårlig stemning.

49-årige Peter Wright stod tilbage som den store sejrherre, da han for anden gang i karrieren spillede sig i VM-finalen i dart med en sejr over Gerwyn Price.

Umiddelbart efter kampen var det midlertidig ikke sejren, der var i fokus, men derimod den intense stemning i en nærmest beskidt kamp, hvor der blev hoveret undervejs, og parterne undlod at give hinanden hånden efter kampen.

Jeg overreagerede på det, som Peter gjorde efter første sæt

Gerwyn Price

Gerwyn Price forlod det legendariske Alexandra Palace uden at give interviews til medierne, men ifølge BBC gav han i første omgang udtryk for på de sociale medier, at der ikke var regler omkring at give hånd hverken før, under eller efter kampen.

Ligeledes gav han udtryk for, at drillerier og ydmygelser undervejs i en kamp er okay, men ikke når en spiller er fuldt fokuseret og lige har misbrugt en stor chance for at bringe sig foran i første sæt.

- Jeg var frustreret over det, som Peter gjorde, og det var ikke i orden omstændighederne taget i betragtning, skrev Gerwyn Price.

Begge spillere undskylder dagen derpå

Kamphanernes interne stridigheder begyndte allerede inden kampen, hvor walisiske Gerwyn Price gav udtryk for, han ville bringe sig foran 2-0 i sæt. Det lykkedes dog ikke, da Wright vandt første sæt, hvorefter Wright klappede sin modstander på armen og sagde nogle ord.

Peter Wright er specielt kendt for sin meget anderledes hårstil, der er forskellige fra kamp til kamp.

Da Price efterfølgende udlignede til 1-1 i sæt, gik han ind foran Wright i en overdreven jubelscene. Det udtryk fortsatte kampen igennem, hvor spillerne hoverede af hinanden, inden de altså undlod at sige tak for kampen. Dagen derpå undskylder den tidligere Rugby-spiller Gerwyn Price nu for sin opførsel i VM-semifinalen.

- Jeg har haft tid til at reflektere over kampen, og jeg er personligt virkelig sur på mig selv over, at jeg skuffede mig selv, mine fans og min familie i den største kamp i min karriere. Jeg lod Peter komme ind i hovedet på mig, og selvom jeg har været i den situation før, har jeg aldrig prøvet det i en VM-semifinale.

- Jeg overreagerede på det, som Peter gjorde efter første sæt. Det var måske lidt drillerier, men jeg var så meget i zonen, men jeg havde misset flere vigtige dartpile, og derfor var jeg ikke klar til hans opførsel. Jeg må lære af det, og alle begår fejl, skriver han blandt andet på Twitter og undskylder også for ikke at have givet hånd efter kampen.

Undskyldningen ser da også ud til at være blevet modtaget med det samme hos kampens modstander, Peter Wright. Ja, faktisk har han sendt en undskyldning retur. Det viser et billede, som Gerwin Pryce har delt af en intern samtale de to imellem.

- Undskyld for at være en klovn i første sæt. Jeg forstår det nu, og jeg skulle ikke have gjort det imod dig, undskyld. Jeg synes, du udviser stor klasse og har bevist over for hele verden, at du og din familie har været igennem en masse lort, ligesom vi selv har. Så jeg håber, vi stadig kan være venner. Jeg betragter dig som min ven i hvert fald, skriver Peter Wright.

Skotten er klar til VM-finalen, hvor han møder den forsvarende mester, Michael van Gerwen fra Holland. Finalen spilles 1. januar.