Tennis

Wozniackis karriere er forbi

Det vakte stor opsigt, at Caroline Wozniacki natten til fredag tabte sin tredjerundekamp ved Australian Open til Ons Jabeur.

Nederlaget betød nemlig, at Wozniacki havde spillet sin sidste kamp i karrieren.

15-årige komet kalder Wozniacki for en inspiration

15-årige Coco Gauff, der netop har slået Naomi Osaka i Australian Open, sender en hilsen til Wozniacki:

- Tillykke med en fantastisk karriere, Caroline Wozniacki. Du var en inspiration for alle små piger til at gribe fat i ketcheren.

Tunesisk modstander kalder kamp en ære

Det blev Ons Jabeur, der fik æren af at spille sidste kamp mod Caroline Wozniacki. På Twitter sender hun en hilsen:

- Det var en ære at dele banen med dig i dag. Din fighterånd har altid inspireret mig, og jeg ønsker alt det bedste i det næste kapitel i dit liv. Du bliver savnet, men jeg er sikker på, at vi ser dig rundt omkring. 

Kollega hylder Wozniacki

Elina Svitoline, professionel tennisspiller:

- Sikke en fantastisk karriere, som enhver lille pige ville drømme om! Tillykke til alle personer, som er på billedet for en fantastisk indsats og dedikation. PS: Jeg kommer ikke til at savne vores endeløse dueller.

Wozniacki: Næppe farvel til tennisverdenen for evigt

Endnu står det ikke klart, præcist hvad eks-tennisspilleren Wozniacki vil lave efter sit karrierestop.

Danskeren antyder dog på sit pressemøde, efter at hun tidligt fredag tabte til tunesiske Ons Jabeur, at hun godt kunne se sig selv i en rolle inden for tennisverdenen.

- Der er så meget, tennis har givet mig. Jeg har lært så meget. Jeg er så taknemmelig. Men jeg tror, at livet uden for tennis bliver mindst lige så spændende, siger hun på engelsk pressemødet.

- Jeg tror ikke, at det bliver farvel for evigt. Jeg tror, at I vil se mig til turneringer nogle gange, ikke på banen, men måske skal jeg lave noget uden for banerne.

/ritzau/

Frederik Løchte: Dansk sport ville ikke være det samme uden

Frederik Løchte, professionel tennisspiller:

- Det har været herligt at se Caroline Wozniacki udvikle sig fra en pige på størrelse med sin egen ketcher til en international stjerne. Imponerende målrettet uden at ændre sig. Hun gav os nogle fantastiske minder, og dansk sport vil ikke være det samme uden hende. Hvilken karriere!

Serena Williams bliver rørt under pressemøde

Vi har fået videoen af Serena Williams' rørende pressemøde ind. Se det her.

Kenneth Carlsen hylder Wozniacki

Tidligere tennisspiller Kenneth Carlsen om Wozniacki: 

- Allerede fra hun var meget lille, har hun været meget dedikeret. Hendes familie har været meget dedikeret omkring det.

- Hun har den her X factor både på og uden for banen. På banen havde hun det her exceptionelle talent, hvor hun nærmest ikke kunne misse en bold og holdt alt inde på banen og fik modstanderen til at lave nogle fejl.

- Uden for banen var hun smilende og meget imødekommende. Hun var meget populær blandt sine medspillere, og det afspejler hendes smil og imødekommenhed.

Kulturminister om Caroline Wozniacki: En lysende stjerne

- Caroline Wozniacki har haft en helt enestående karriere. Hun kommer til at stå som en lysende stjerne i dansk idrætshistorie.

- Wozniacki har været et forbillede for en hel ny generation af tennisspillere i Danmark. Det er en kæmpe præstation, udtaler Joy Mogensen i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.

DTF-formand vil indlede samarbejde med Wozniacki

Formand i Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen, har allerede rakt ud til Wozniacki:

- De (Caroline og Piotr, red.) har så meget erfaring og så meget, de kan bidrage med. Det er jeg overbevist om, og det vil jeg meget gerne have, at vi kan indlede en dialog om og et samarbejde på baggrund af.

- Der er ikke så mange, som formår at være på toppen gennem så mange år. Det har givet os så mange oplevelser. Det er nogle unikke oplevelser.

- Det er vemodigt, men vi må huske tilbage på alle de gode oplevelser.

Formand i Køge Tennisklub sætter ord på Wozniackis dedikation

- Hun kom og trænede flere gange om dagen. I starten spillede hun på hold sammen med de andre på hendes alder. Men så tog det efterhånden over, og hun havde nogle ambitioner dengang og ville være god.

- Hun var ovre at træne tit. Nogle gange tre gange på en dag med sin far. Det lægger man jo mærke til.

David Lee sender hilsen til sin kone

Caroline Wozniackis mand, den tidligere NBA-spiller David Lee, har lavet et Instagram-opslag, hvor han lykønsker sin kone med den flotte karriere. 

Her benytter han også lejligheden til at se frem.

- Jeg er begejstret for vores næste kapitel sammen fyldt med god mad og vin, uendelige rejser og atletiske babyer, skriver han på det sociale medie.

Rørt bror: - Det er meget specielt

Patrik Wozniacki, storebror til Caroline Wozniacki:

- Det er meget specielt, synes jeg. Meget vemodigt, men samtidig meget glædeligt at se den opbakning, der var til Caroline. Fuldt stadion, og selvfølgelig ikke et nederlag, vi havde ønsket. Men den opbakning viser bare, hvor stor en stjerne Caroline er i manges hjerter.

- Den måde, det sluttede på med ceremonien og hyldestvideoen fra spillerne, sangen, min far, der løfter Caroline… Uha, det er meget specielt.

- Det er meget af vores liv, der… ikke er slut, men et kapitel, vi har været rigtig glade for. Nu kan vi være en ordentlig familie og leve et almindeligt liv.

En epoke er slut, siger tidligere landstræner

Morten Christensen, tidligere landstræner og træner for Caroline Wozniacki kalder Wozniackis karrierestop for sørgeligt:

- Det er en epoke, der er slut. Jeg har fulgt hende, siden hun var ti år og gennem hele hendes professionelle karriere. Det har været en fantastisk rejse at følge.

- Det føltes lidt mat, da det skete. Man begynder lige pludselig at få en masse tanker tilbage, da hun vandt de store turneringer, da jeg var med hende. 

- Det er sørgeligt, at vi ikke skal se hende spille mere.

- Hun sjusker aldrig, og det er det, der har bragt hende så vidt. 

Wozniacki-exit gør ondt i hjertet, siger tennisredaktør

- Det gør ondt i hjertet.

Sådan lyder det fra TV 2 SPORTs tennisredaktør, Henrik Jensen, efter Wozniackis røg ud af Australian Open og dermed stoppede sin karriere. Henrik Jensen har fulgt Wozniacki i mange år og for ham var det specielt at se den store danske tennisstjernes sidste kamp.

- Det var et følelsesladet øjeblik for mig at se hende ryge ud. Jeg havde håbet, at vi havde fået en kamp mere, siger Henrik Jensen. 

Wozniacki fik kys af sin mand

Efter sit nederlag kom Wozniackis nederlag, kom hendes familie ned på banen til hende. Her fik hun blandt andet et kys af sin mand, David Lee.

Wozniacki vil blive savnet, siger WTA-formand

Turneringsarrangøren WTA hylder Wozniacki efter hendes farvel. Ifølge formand og direktør for WTA Steve Simon har Wozniacki været en sand mester.

Han fremhæver hendes 30 titler og hendes lange periode som nummer et på verdensranglisten. 

- Jeg lykønsker Wozniacki med en fantastisk karriere, siger Steve Simon og tilføjer:

- Hun vil blive savnet af fans overalt.

Serena Williams er ude - skulle have mødt Wozniacki i næste runde

Også Caroline Wozniackis veninde Serena Williams er færdig i Australian Open. Det sker efter nederlag til den 27.-seedede Qiang Wang fra Kina, som vinder 6-4, 6-7, 7-5. Hvis de to veninder havde vundet deres kamp, skulle de have mødt hinanden i næste runde.

Wozniacki: - Det var meningen, jeg skulle tabe sådan

Umiddelbart efter at Wozniacki havde slået bolden ud af banen i den kampafgørende duel, rejste tilskuerne sig og hyldede danskeren med klapsalver, mens en rørt Wozniacki tørrede tårer væk fra sit ansigt.

– Jeg synes, det kun var passende, at den sidste kamp blev en tresætter. En opslider. Og at jeg sluttede min karriere med en forhåndsfejl. Det er ting, jeg har arbejdet på i hele min karriere, og det var vel meningen, at det skulle slutte sådan, siger Caroline Wozniacki i sit interview på banens midte.