Sport

IOC holder fast i afholdelse af OL, siger DIF-direktør

Morten Mølholm var til videomøde med IOC onsdag. Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

DIF mener, at det er rigtigt at gå efter afholdelse af OL til sommer, men erkender usikkerhed.

DIF mener, at det er rigtigt at gå efter afholdelse af OL til sommer, men erkender usikkerhed.

Til trods for den globale sundhedskrise, som coronavirus har medført, går man efter at afholde OL i Tokyo til sommer.

Det budskab delte Den Internationale Olympiske Komité (IOC) onsdag på et videomøde med 50 europæiske lande, heriblandt Danmark.

Og indtil videre er det fornuftigt, mener Danmarks Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm, der deltog i mødet.

- IOC har briefet os om, at man fortsat holder fast i afholdelsen af OL. Man erkender, at der løbende er usikkerhed omkring det, men de er blevet rådet af eksperter om, at det endnu er for tidligt at træffe en anden afgørelse.

- Vi blev briefet sammen med de europæiske lande, og man bakkede op om den holdning. Det gjorde vi også fra Danmarks side. Men samtidig var der tilkendegivelser fra mange lande, herunder os, om at vi har vanskelige vilkår i øjeblikket, siger han.

Flere steder er der rejserestriktioner, i Frankrig, Spanien og Italien er der deciderede udgangsforbud, og i Danmark har regeringen forbudt træning i indendørs faciliteter.

- Atleterne har svært ved at deltage i de få kvalifikationsstævner, der afholdes, fordi de ikke kan komme ud af landet. Og vi har i det hele taget svært ved at træne. Det er en situation, der er gældende for de fleste europæiske lande, siger han.

Men IOC holder indtil videre fast, hvilket også var meldingen tirsdag, og har ikke sat en deadline for, hvornår der skal være truffet en endelig afgørelse.

Morten Mølholm erkender dog, at usikkerheden om afholdelsen fortsat er stor.

- Vi må finde os i en ekstrem usikkerhed omkring de her forhold. Vi håber og tror, at OL bliver afholdt, men jeg ville fremstå som "komiske Ali", hvis jeg ikke sagde, at vi selvfølgelig er usikre på situationen og forholdene og vilkårene for vores atleter.