Coronavirus

Den olympiske ild givet videre bag lukkede døre

Den olympiske ild blev overdraget til Japan bag lukkede døre i Grækenland. Pool / Ritzau Scanpix

Den olympiske ild er overleveret fra Grækenland til Japan ved en ceremoni, der var lukket for offentligheden.

Ingen tilskuere var til stede, da den græske atlet Eleftherios Petrounias torsdag løb en runde med den olympiske flamme på Panathinaiko Stadion i Athen, hvor de første moderne olympiske lege blev afholdt i 1896.

Arrangementet blev afviklet bag lukkede døre på grund af udbruddet af coronavirus.

Inden da var flammen blevet tændt af den græske stangspringer og OL-vinder fra 2016, Katerina Stefanidi.

Ilden blev overleveret til den japanske svømmer Naoko Imoto, som deltog i OL i Atlanta i 1996. Hun repræsenterede torsdag Tokyo og modtog ilden på vegne af arrangørerne i den japanske hovedstad.

Ifølge flere medier skulle det være en nødløsning for at undgå at flyve repræsentanter fra Japan til Grækenland, hvor svømmeren i forvejen bor.

Her løber Katerina Stefanidi med den olympiske ild.

Den græske præsident Katerina Sakellaropoulou sagde i forbindelse med overleveringen af ilden, at enighed, velvilje og broderskab er det eneste våben mod virusset.

Vil afholde OL som planlagt

Formanden for den græske OL-komité Spyros Kapralos sendte ved torsdagens ceremoni en hilsen med til OL-arrangørerne i Japan.

- Desværre har virusudbruddet tvunget os til at tage svære beslutninger og ændre den oprindelige plan. Vi er kede af, at I ikke kunne rejse til Grækenland og være her sammen med os, siger han.

Da OL-ilden i sidste uge blev tændt på antikkens Olympia, var det også uden tilskuere, efter at myndighederne valgte at aflyse den græske del af fakkelstafetten.

Onsdag meddelte Den Internationale Olympiske Komité, at den fortsat ikke har planer om at udsætte sommerens OL, der er planlagt til at finde sted i Tokyo fra 24. juli til 9. august.