Coronavirus

Tyrkiet lukker ned for sport på ubestemt tid

Som et de sidste lande valgte Tyrkiet torsdag at lukke ned for adskillige sportsgrene på grund af coronavirus.

Tyrkiet er blandt de sidste lande til at lukke ned for fodbold på grund af coronavirus. Og det er ikke kun fodboldkampe, der stoppes.

Torsdag valgte Tyrkiet at suspendere alle kampe i fodbold, basketball, håndbold og volleyball på ubestemt tid.

Det fortæller Tyrkiets sportsminister, Muharrem Kasapoglu, efter et møde med sportsforbundene i Ankara ifølge Reuters.

- Inden for rammerne af de tiltag, der er truffet mod coronavirus, er alle kampe i fodbold, basketball, volleyball og håndbold udsat, siger sportsministeren.

Tyrkiet havde længe ikke registreret nogen smittede med coronavirus, men sådan er det ikke mere.

Tidligere torsdag havde Tyrkiet 191 registreret med smitte og tre døde som følge af coronavirus. Sent torsdag aften var der 359 smittede og fire døde.

FCK spillede i Tyrkiet i marts

Torsdag i sidste uge spillede FC København på udebane mod Basaksehir i den første af to ottendedelsfinaler i Europa League.

Foran mange tusinde tilskuere vandt Basaksehir med 1-0.

Siden besluttede Tyrkiet at spille kampe uden tilskuere, inden torsdagens beslutning om at lukke helt ned for adskillige sportsgrene.

Tyrkiet kom under stort internationalt pres i forhold til at udskyde landets forskellige turneringer af hovedparten af de europæiske lande samt flere af verdens øvrige lande, som har lukket ned for næsten al sport.

Spillere var utrygge

Den Internationale Spillerforening, Fifpro, havde torsdag skrevet et brev til den tyrkiske liga.

I brevet bad man tyrkerne akut at genoverveje beslutningen om at lade kampene og træningen fortsætte.

- Adskillige udenlandske spillere har kontaktet os for at sige, at de utrygge ved at spille videre, oplyste Fifpro på Twitter.

Radamel Falcao, Galatasarays colombianske angriber, kritiserede den tyrkiske liga, inden den besluttede at suspendere alle kampe.

- Mennesker dør i hele verden, og vi snakker om at spille fodbold, skriver Falcao på Twitter.

Den tidligere Chelsea-stjerne John Obi Mikel forlod Trabzonspor nogle dage efter, at midtbanespilleren havde sagt, at han ikke var tryg ved at spille kampe i den bedste tyrkiske række.

Kontrakten blev ifølge Trabzonspor revet over efter gensidig aftale, og han forlod dermed klubben over et år før tid.

- Det var en af de hårdeste beslutninger, jeg har taget. Men i den nuværende situation er vi nødt til at tage os af vores familier og beskytte dem, skriver Mikel på Instagram.