Sport

OL-skæbne afgøres inden for en måned - aflysning er ikke et tema

OL skal i år afholdes i Tokyo.  Fabrice Coffrini / Ritzau Scanpix

Den internationale olympiske komité fortæller, at de undersøger muligheden for en udsættelse - men ikke aflysning - af OL.

En udsættelse af årets OL i Tokyo er en mulighed.

Det skriver den internationale olympiske komité, IOC, i en pressemeddelelse søndag aften, hvor de samtidig meddeler, at de forventer at have en afgørelse klar inden for en måned.

- IOC er fortrøstningsfulde i forhold til at have en beslutning klar inden for fire uger, skriver IOC.

Flere nationer har de seneste dage presset komitéen i forhold til at få legene i Tokyo udskudt grundet den aktuelle udbredelse af coronavirus i store dele af verden.

En aflysning er ikke på tale

IOC

IOC hæfter sig ved, at forholdene i Japan de seneste uger har forbedret sig, og at de tidligere på ugen var i stand til at få den olympiske ild værtsnationen. Det har øget komitéens håb.

- Det har styrket IOC's tillid til de japanske værter om, at IOC vil være i stand til at organisere de olympiske lege med visse sikkerhedsrestriktioner, skriver de i pressemeddelelsen.

Men de erkender også, at udbruddet af coronavirus fortsat er en stor, global udfordring, og netop derfor har man nu valgt at tage skridtet videre og begynder nu at kigge på muligheden for at udskyde dette års OL.

Aflysning kommer ikke på tale

De seneste dage har flere nationer lagt et stort pres på IOC i forhold til at få legene udsat, da den aktuelle sundhedskrise ikke kun skaber usikkerhed for selve afholdelsen, men også er en trussel mod et stort antal af de kvalifikationer til legene, der allerede er blevet udsat.

Nu har IOC altså meldt ud, at legene inden for de næste fire uger kan blive udsat - men ikke aflyst.

- En aflysning er ikke på tale, lyder det fra IOC ifølge Reuters med henvisning til, at det "ikke vil løse nogen problemer".

OL er planlagt til at løbe fra den 24. juli til den 8. august 2020.