Coronavirus

Tour de France-vinder støtter krav om OL-udsættelse

Egan Bernal sejrede i verdens største cykelløb som 22-årig. Kazuhiro Nogi / Ritzau Scanpix

Egan Bernal er den seneste i rækken af store sportsnavne, der foreslår at OL bliver flyttet.

Idrætsfolk og store sportsforbund har i de seneste dage presset på for at udsætte sommer-OL i Tokyo, og nu melder sidste års Tour de France-vinder sig ind i koret.

Egan Bernal mener ikke, man kan afholde legene som planlagt med åbning 24. juli, når det meste af verden kæmper med at få bugt med coronavirus.

- Lige nu, i lyset af den globale situation med coronavirus, synes jeg ikke, at De olympiske lege skal afholdes på de planlagte datoer, siger han ifølge L'Equipe.

- Personligt er jeg tilhænger af en udsættelse i nogle måneder og i stedet afholde legene næste år. Alt vi kan gøre lige nu, er at blive hjemme og få styr på coronavirus, for truslen er langt vigtigere end Tour de France og OL, lyder det fra Bernal.

Dansk medaljehåb: Udsæt OL

Presset på Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og de japanske arrangører vokser fra dag til dag.

Søndag meddelte Canada, at landet ikke vil sende udøvere til Tokyo til sommer. Samtidig har Australien bedt sine atleter om at forberede sig på, at OL bliver flyttet til sommeren 2021.

Også Danmarks Idrætsforbund (DIF) har meldt ud, at de støtter en udsættelse af OL, hvilket et af Danmarks bedste medaljehåb, sejleren Anne-Marie Rindom, støtter op om.

- Det vil være fuldstændig urealistisk at afholde et OL og at samle så mange mennesker. Det er jo allerede om fire måneder. Det giver slet ikke mening, siger Anne-Marie Rindom, der er verdensmester i Laser Radial, til TV 2 SPORT.

Indtil for få dage siden har IOC stået fast på, at OL bliver afviklet som planlagt, men præsident Thomas Bach erkendte søndag, at det er en mulighed at skubbe legene.

Samme toner kom senere fra den japanske premierminister, Shinzo Abe, der slog fast, at Japan ønsker at afholde "komplette lege".

- Hvis det bliver svært - set i lyset af at atleterne er førsteprioritet - kan det blive uundgåeligt, at vi må udskyde legene, lød det fra Abe.