Det mangler vi svar på om sommerens største sportsbegivenheder
EM i fodbold og OL er udskudt til 2021, med hvad er situationen omkring sommerens andre store sportsbegivenheder i lyset af coronakrisen?
For få uger siden var der stadig udsigt til en af de helt store sportsomre med adskillige enorme begivenheder.
Men nu er sportsverdenen suspenderet og arbejder i blinde som følge af coronaviruspandemien, og det eneste sikre er, at ingen ved, hvornår sporten bliver genoptaget igen.
Blandt andet er herrernes EM i fodbold og OL udskudt til 2021, og 24-timers løbet Le Mans er blevet flyttet til et senere tidspunkt i år.
Men hvad med sommerens andre store begivenheder?
Herunder giver TV 2 SPORT dig et overblik over seneste nyt om sportssommeren 2020.
OL
Oprindeligt tidspunkt: 24. juli - 9. august i Japan.
- Status: Flyttet til 2021 - bliver afholdt fra 23. juli til 8. august 2021
- Det mangler vi svar på: Nu venter et gigantisk arbejde på flere fronter. For arrangøren i Tokyo skal hele logistikken på plads, hoteller skal skaffes og så videre. Og regningen bliver stor.
De internationale idrætsforbund skal lave nye kvalifikationsprogrammer, så kvalifikationen bliver så fair som muligt. Det gælder for 43 procent af OL-billetterne, resten er allerede fordelt ud på lande.
Internt i landene skal billetterne så fordeles.
Danmark har allerede sikret sig 66 nationspladser til OL, 12 af disse er der sat navn på, og disse 12 atleter er garanteret en OL-billet, medmindre de bliver skadet, indstiller karrieren eller falder drastisk i niveau.
Det er første gang nogensinde, at OL bliver udskudt. Tidligere er OL blevet aflyst på grund af første og anden verdenskrig.
Tour de France
Tidspunkt: 27. juni - 19. juli i Frankrig.
- Status: Tour de France bliver afholdt
- Det mangler vi svar på: Om cykelsæsonen bliver genoptaget i tide til at afvikle Tour de France, eller om løbet bliver udsat eller aflyst
I begyndelsen af april lød det fra Christian Prudhomme, der er direktør i ASO, organisationen bag Tour de France, at cykelløbet ikke bliver kørt for lukkede døre.
25. marts åbnede den franske sportsminister, Roxana Maracineanu, ellers op for, at Touren kunne køres uden tilskuere.
- Den økonomiske model for Tour de France er ikke baseret på billetindtægter. Den er baseret på tv-rettigheder, sagde ministeren ifølge avisen L'Equipe.
Andre store cykelløb er enten blevet udskudt eller aflyst. Blandet andet er årets første Grand Tour, Giro d'Italia, der skulle have været kørt fra 9.-31. maj, udskudt på ubestemt tid.
Nogen mener, at en aflysning af Tour de France kan blive et økonomisk dødsstød for cykelholdene, mens andre peger på, at man ikke skal tøve med at udsætte eller aflyse, hvis der er risiko for smittespredning.
EM i fodbold
Tidspunkt: 11. juni - 11. juli 2021.
- Status: Slutrunden er flyttet til 2021
- Det mangler vi svar på: Om EM i 2021 vil blive afholdt i samme værtsbyer, der var udnævnt i 2020 - heriblandt København. Det er planen, men byerne skal selvfølgelig have mulighed for at afholde kampene igen i 2021
17. marts meldte UEFA ud, at EM i fodbold bliver rykket fra 2020 til sommeren 2021, hvor slutrunden sparkes i gang 11. juni med finale 11. juli.
Få dagene senere oplyste organisationen i en Q&A-artikel, at alle værtsbyer forbliver de samme, men kort tid efter blev artiklen slettet med beskeden om, at den fejlagtigt var blevet publiceret. Dansk Boldspil-Union (DBU) bakker op om udsættelsen af EM, men DBU-formand Jesper Møller tør ikke love, at København fortsat vil være i stand til at afholde fire kampe, som det var planen i 2020.
- Vi bliver dog nødt til at undersøge, hvad der er muligt, både i forhold til Parken, hoteller og resten af det kæmpe setup, det er at afholde fire kampe i en EM-slutrunde. Vi ønsker en ansvarlig og bæredygtig løsning, sagde han.
Sportsbegivenheder, der endnu ikke er aflyst
Det er efterhånden nærmere et spørgsmål om, hvad der ikke er aflyst af sport henover sommeren fremfor, hvad der er aflyst.
Udover Tour de France er der dog stadig en række af sportsbegivenheder, hvor der ikke er taget en beslutningen om at udskyde eller aflyse.
Det drejer sig om følgende:
Badminton
- Efter den omdiskuterede færdiggørelse af All England er Indonesia Open i Jakarta den næste store badmintonturnering på programmet fra 16.-21. juni.
Formel 1
- 11.-14. juni håber Formel 1-ejerne, at sæsonen endelig kan skydes i gang i Canada. Foreløbig er otte grandprixer udsat eller aflyst grundet coronavirus.
- Grandprixet i Frankrig 25.-28. juni er også fortsat på programmet. Det samme er Det Østrigske Grandprix 2.-5. juli, og Storbritanniens grandprix på Silverstone 16.-19. juli.
Dart
- Darteliten skulle være kommet til København for at spille Nordic Darts Masters 13. juni, men turneringen er udskudt til 23. og 24. oktober.
NFL
- 23.-25. april: NFL har valgt ikke at udskyde den årlige draft, hvor de 32 klubber vælger fremtidens stjerner fra college. Normalt er det et kæmpe show med tilskuere og det hele, men den del har man dog skåret fra i år på grund af coronavirus.
Fodbold
- 19. juli er det planen, at næste sæson af 3F Superligaen skal igangsættes, men udsættelserne i indeværende sæson kan godt betyde, at starten rykkes.
Golf
- 4.-7. juni skal kvindernes golfelite efter planen dyste om trofæet i majorturneringen US Open i Texas.
- 18.-21. juni er det så mændene, som skal på jagt efter et majortrofæ. Der er ligeledes tale om US Open. Turneringen skal afvikles på Winged Foot-banen i New York.
- Kvinderne skal på den igen i majorsammenhæng allerede 25.-28. juni, når den står på PGA Championship i Pennsylvania.
- 16.-19. juli er det også stadig planen, at mændene skal dyste om trofæet i British Open, som afholdes i den spiselystfremkaldende engelske by Sandwich.
- 24.-26. juli gælder det kvindernes LPGA Evian Championship-major.