Officielt: OL 2020 udskudt
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bekræfter, at OL i Tokyo bliver udskudt til et senere tidspunkt - senest til sommeren 2021.
Den olympiske ild skal brænde i Japan i endnu længere tid.
Tirsdag bekræfter Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på sin hjemmeside, at sommerlegene i Tokyo er udskudt til en endnu ikke fastsat dato næste år som følge af udbruddet af coronavirus, der hærger store dele af verden netop nu.
- Med de nuværende omstændigheder og baseret på den seneste information fra WHO (Verdenssundhedsorganisationen, red.) i dag, har IOC-præsidenten (Thomas Bach, red.) og Japans premierminister (Shinzo Abe, red.) konkluderet, at OL i Tokyo er nødt til at blive udskudt til en dato efter 2020, men ikke senere end sommeren 2021, af hensyn til atleternes helbred, alle involverede i legene og det internationale samfund, lyder det fra IOC.
Også de paralympiske lege er udsat til en endnu ukendt dato i 2021.
IOC oplyser endvidere, at det er aftalt, at legene i Tokyo vil beholde navnet De Olympiske og Paralympiske Lege Tokyo 2020. Ligeledes vil den olympiske flamme blive i Japan. Den ankom fra Grækenland 20. marts.
Møde mellem IOC-præsident og Japans premierminister
IOC-præsident Thomas Bach havde tirsdag over middag dansk tid et telefonmøde med Japans premierminister Shinzo Abe, som bad om at få OL udskudt.
På telefonmødet deltog også præsidenten for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, Mori Yoshiro, Japans OL-minister, Hashimoto Seiki, Tokyos guvernør, Koike Yuriko, formanden for IOC's koordinationsudvalg, John Coates, IOC-generaldirektør Christophe De Kepper og IOC's OL-direktør, Christophe Dubi.
Umiddelbart efter mødet sagde Abe følgende til pressen:
- Jeg fremsatte forslaget om at udskyde OL i cirka et år, og præsident Bach responderede med 100 procent opbakning, lød det fra Shinzo Abe ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Tirsdag eftermiddag har IOC så selv bekræftet aftalen. OL skulle have fundet sted fra 24. juli til 9. august. De paralympiske lege skulle have været afholdt fra 25. august til 6. september.
En ventet beslutning
Det var ventet, at en officiel udmelding fra IOC omkring udskydelsen af OL var lige på trapperne.
De seneste dage har der været et øget og massivt pres fra både nationale forbund og atleter for at få udskudt OL. Og mandag aften sagde det fremtrædende IOC-medlem Dick Pound, at beslutningen var truffet: OL ville blive udskudt.
Tidligt tirsdag morgen kom det så frem, at IOC-præsident Thomas Bach skulle holde telefonmødet med Shinzo Abe tirsdag over middag dansk tid. Det var på dette møde, at Abe anmodede om en udskydelse af OL 2020.
Mangler at tage stilling til kvalifikationsprocessen
Udskydelsen til 2021 efterlader spørgsmålet om, hvad man vil gøre i forhold til de OL-kvalifikationer, som er blevet afviklet, dem som er blevet aflyst, og dem som endnu resterer.
Den del er der dog ikke taget stilling til endnu.
- Jeg kan ikke sige, hvordan kvalifikationsprocessen vil blive ændret lige nu, siger præsidenten for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, Mori Yoshiro, ifølge Reuters.
Det er første gang nogensinde, at OL bliver udskudt. Tidligere er OL blevet aflyst på grund af første og anden verdenskrig.