Coronavirus

Sådan holder danske atleter sig i form under coronakrisen

De danske sportsstjerner må tænke kreativt for at holde formen ved lige, mens sportens verden er lukket ned.

Håndboldhaller, svømmestadioner, tennis- og fodboldbaner. Alt er lukket ned, og det betyder, at danske atleter skal finde alternative måder at holde sig i form på.

TV 2 SPORT har været i kontakt med fire sportsudøvere, der her giver et indblik i, hvordan de træner derhjemme under coronakrisen.

Det er ikke vanvittigt svært at holde sig i form

Nadia Nadim, fodboldspiller

Nadia Nadim, der til daglig spiller i Paris Saint-Germain, er under coronapandemien rejst hjem til sin familie, der bor i en lille midtjysk by. Og her er der masser af plads til at holde sig i form, fortæller fodboldspilleren.

- Jeg har lavet sådan et crossfit-område ved huset. Det er ikke vanvittigt svært at holde sig i form. Om jeg så bare sad på et værelse, er det bare at finde ting, man kan bruge til at styrketræne med.

Nadim får tilsendt programmer fra holdets fysiske træner i Paris, men den danske landsholdsspiller forsøger selv at peppe træningen op. For eksempel bruger hun spande med maling til at styrketræne med.

- Man skal virkelig bare kigge sig omkring, så der håndvægte over det hele.

- Og så hjælper jeg min mor med rigtig mange ting i haven lige nu. Det er en anden form for træning og nogle andre muskler, end jeg plejer at bruge. Og så har jeg selvfølgelig min bold, som jeg kan jonglere med.

Paris Saint-Germain ligger i toppen af den franske liga og var nået til kvartfinalerne i Champions League. Nu spiller hun med sig selv i haven - med naboens heste som tilskuere. De hedder i øvrigt Ronaldo og Messi, fortæller hun:

- Jeg savner selvfølgelig at spille fodbold. Vi havde virkelig nogle fede kampe, men der er andre ting, der er vigtigere end det. Jeg vil hellere, at vi kan stoppe den her epidemi, siger hun.

Jeg er vildt bange for, jeg gør noget, man ikke må

Lotte Grigel, håndboldspiller

Også håndboldspilleren Lotte Grigel forsøger at holde formen ved lige i hjemmet. Hun befinder sig i Nantes i Frankrig, hvor hun bor sammen med sin mand.

Til daglig spiller den danske landsholdsspiller i HBC Nantes i den bedste franske liga, som lige nu er sat på standby til 5. april.

- Det er en total skør situation. Men det er jo også den opvejning mod, at det her jo bare er håndbold. Samtidig er det også dét, vi lever og ånder for og står op for om morgenen. Så det er megasvært at forholde sig til, siger Lotte Grigel.

I Frankrig er der udgangsforbud, og det giver lidt ekstra udfordringer med at holde formen ved lige.

- Løbeture er stadig lovlige her i Frankrig, hvis man bare har sådan en formular med sig. Men hver gang jeg er ude at løbe, er pulsen lige ekstra høj, for jeg er vildt bange for, jeg gør noget, man ikke må. Man må også kun være uden for i én time og kun én kilometer væk fra sit hjem, fortæller Lotte Grigel.

Nu har hun lagt hjemmetræningen i skema, for at dagene ikke flyder så meget sammen.

- Jeg har for eksempel mange knæøvelser, så det er supergodt, at jeg kan få styr på nogle af de ting, jeg ikke har så meget tid til i hverdagen. Jeg sjipper meget, og så har jeg en boksebold, som jeg bruger. Jeg prøver virkelig at finde på nogle gode løsninger, fortæller Lotte Grigel.

Hvis jeg træner 12 uger i streg, er jeg bange for, at jeg brænder al energien af

Frederik Løchte Nielsen, tennisspiller

En, der heller ikke har mulighed for at dyrke sin sport i øjeblikket, er tennisspiller Frederik Løchte Nielsen. Han havde netop haft debut som kaptajn på det danske Davis Cup-hold og var efterfølgende rejst til USA. Kun tre dage senere måtte han dog rejse hjem til Danmark igen på grund af corona-pandemien.

- Vores sæson er udskudt til 7. juni. Så jeg tager det stille og roligt, fortæller Løchte.

- For det første kan jeg ikke spille tennis, fordi det er for koldt udendørs og alle indendørsbaner er lukket. Og hvis jeg træner 12 uger i streg, er jeg bange for, at jeg brænder al energien af. Så jeg holder det lidt ved lige med simpel træning i min stue og på min parkeringsplads.

I stuen står den på styrketræning med kropsvægt, mens han bruger parkeringspladsen til hurtighedstræning.

- Jeg tager bare en dag ad gangen. Lige nu forholder jeg mig til, at jeg skal spille turnering om 12 uger. Men der er meget stor sandsynlighed for, at vi slet ikke kommer i gang 7. juni, siger han.

Udover lidt hjemmetræning bruger Frederik Løchte Nielsen sin tid i hjemmet på noget helt andet end tennis.

- Vi venter barn til august, så det skal vi gøre klar til. Så vi kan bruge tiden på at forbedre os på det. Det er ikke sådan, vi keder os. Og nu kan jeg bruge tiden på at prioritere noget, som jeg ikke havde tid til før, siger han.

Når foden er okay igen, er planen at få banket igennem på en kondicykel

Anders Antonsen, badmintonspiller

I sin lejlighed i Københavnsområdet sidder Anders Antonsen med en forstuvet ankel, som han pådrog sig i semifinalen ved All England. Derfor havde den danske badmintonspiller formentlig brugt den første uge i hjemmet alligevel.

- Planen er først og fremmest, at min fod skal på plads. Det første step er at sidde og vippe foden frem og tilbage og krumme tæerne for ligesom at få gang i foden og anklen igen. Og dernæst er det at få gang i elastikøvelser, siger badmintonspilleren.

Anders Antonsen er dog gået i gang med at kigge efter andre måder at holde sig i form på.

- Når foden er okay igen, er planen at få banket igennem på en kondicykel, så jeg kan få lidt konditræning. Jeg sidder faktisk lige nu og ser, om jeg kan få købt en kondicykel og få den op i lejligheden. Jeg må være lidt kreativ og bruge den lille plads, jeg har.

- Jeg har 65 kvadratmeter, men der er lidt gulvplads, hvor jeg kan ligge og lave lidt styrkeøvelser for mave, ryg og så videre, og der er også plads til en kondicykel, hvis jeg ellers kan få fat i en.

Som alle de andre atleter glæder han sig til at komme tilbage til sporten, men mener også, der er ting, der er vigtigere lige nu.

- Det er vildt specielt. Det er jo trist, men der er noget, der er vigtigere end sporten og det er, at vi for stoppet spredningen af virussen, og så må vi tilsidesætte vores egne behov, siger Antonsen.