Derfor vil OL i 2021 fortsat blive kaldt OL 2020

Det er 'det historiske vingesus', der gør, at OL beholder sit officielle navn, fortæller DIF-formand Niels Nygaard.

'Olympic and Paralympic Games Tokyo 2020​'.

Det forbliver det officielle navn for de olympiske og paralympiske lege i Japan, selvom de først bliver afholdt i 2021.

Det slog Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fast, da den tirsdag traf beslutningen om at udskyde legene til næste år på grund af udbruddet af coronavirus.

- Det er på grund af det historiske vingesus, lyder forklaringen fra Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), til TV 2 SPORT.

Vigtigt for IOC og arrangørerne at fastholde navn

I 124 år har de moderne olympiske lege været afholdt i lige årstal, og sådan vil det altså - formelt set - forblive.

- Helt tilbage fra starten i 1896 har det været hvert fjerde år, og derfor har det for både IOC og arrangørerne i Japan været vigtigt, at det fortsat bliver benævnt som 'OL og PL 2020' frem for at skulle til at kalde det noget andet.

- Det er historie og følelser, det handler om, fortæller DIF-formanden.

DIF var et af flere nationale forbund, der opfordrede til en udsættelse af OL. Flere atleter gjorde det samme, mens nogle forbund meddelte, at de slet ikke ville deltage i OL, hvis ikke det blev udsat.

I månederne op til tirsdagens officielle udsættelse havde både IOC og de japanske arrangører flere gange afvist at afholde legene på et senere tidspunkt.

OL udsat for første gang

Det er første gang i historien, at OL bliver udskudt.

Til gengæld er legene helt blevet aflyst i tre tilfælde. I 1916 (Berlin), 1940 (Helsinki) og 1944 (London) måtte OL opgives på grund af verdenskrige.

I 1940 blev Tokyo faktisk oprindeligt udnævnt som OL-vært, men siden frataget selvsamme værtskab, fordi Japan gik i krig mod Kina.

Tokyo lykkedes siden med at afholde OL i 1964, hvilket vil sige, at legene i 2021 bliver andet officielle værtskab for den japanske hovedstad.