Coronavirus

Coronakrise sender OL-atleters motivation i sort hul

Anne Emilie Møller efter 5000 meter-løbet ved VM i 2019.  Antonin Thuillier / Ritzau Scanpix

Atleter bliver udfordret på motivationen under coronakrisen. Ekspert råder til at huske pauser og mental opladning.

Coronakrisen har lagt sportens verden ned på en måde, som atleterne aldrig har prøvet før.

Uvisheden er enorm, fordi konkurrencer og turneringer helt aflyses eller udsættes, og de færreste kan træne optimalt.

Uvisheden, om hvornår sæsonen går i gang, er svær at forholde sig til

Anna Emilie Møller

De aner heller ikke, hvornår de skal levere toppræstationer igen, og det rammer den fysiske træning, at mål og delmål er udskudt eller uklare.

Det kan også give frustrationer og ramme det mentale og motivationen. 22-årige Anna Emilie Møller føler sig midt i en underlig periode.

Hun har den danske rekord i 3000 meter forhindringsløb for kvinder, og hun var allerede udtaget til OL i Tokyo, inden pandemien brød ud, men den seneste tid har været fyldt med uvished.

Først blev OL udsat til et ukendt tidspunkt i 2021, så kom de præcise datoer, og lige nu aner hun ikke, om EM i Frankrig i slutningen af august bliver til noget.

- Uvisheden, om hvornår sæsonen går i gang, er svær at forholde sig til. Det er svært, at man ikke ved, hvornår man skal træne frem til, og hvornår man skal være klar til banesæsonen, siger Møller.

Hun udnytter pausen til at komme over en mindre skade i foden, og så træner hun alternativt på mountainbike i skoven og på en crosstrainer.

- Jeg prøver at vende situationen til noget positivt, selvom det er supersvært og frustrerende, at jeg også har en skade, jeg skal prøve at komme af med. Det påvirker mit humør i høj grad. Det gør skader altid, men i denne periode er det hele bare ekstra surt, siger Anna Emilie Møller.

Atleter anbefales at tage en pause

Kristoffer Henriksen er sportspsykologisk konsulent i Team Danmark og arbejder med det mentale for atleter, der har OL for øje.

Han opfordrer OL-atleter til at prøve at koble fra mentalt i øjeblikket og tage en mindre pause, fordi det er urealistisk at tvinge sig til at være topmotiveret lige nu.

- Vi anbefaler i højere grad nu, at man tager en pause, for målet er i højere grad at være klar og motiveret og have energi, når det hele åbner igen, i stedet for at være helt udbrændt til den tid.

Kristoffer Henriksen forklarer, at en atlet godt kan koble helt fra en halv eller hel dag med Netflix, hvis motivationen halter, og frustrationen vokser.

- Man skal også give sig selv lov til at være skuffet og frustreret i øjeblikket. Det kan ikke undgå at være frustrerende, hvis man lige nu bruger en masse mentale kræfter på at jagte et uklart mål med en maksimal indsats, siger han.

"Jeg savner at være helt baldret"

Fredrik Bjerrehus er OL-klar i brydning, og han har det svært med motivationen i øjeblikket.

- Det er svært at stå op og få gang i træningen og kroppen. Det var fint nok, efter at jeg fik at vide, at jeg beholdt min OL-plads, men nu tvivler jeg mere og har svært ved det.

- Jeg er lidt drænet mentalt. Jeg ser måske lidt Netflix, går en tur og træner lidt mindre, men det er svært at sætte sig op til træning, når man ved, at man ikke bliver helt brændt ud. Jeg savner at være helt baldret efter en træning, siger han.

OL løber af stablen fra 23. juli til 8. august 2021.