Sport

Alle partier er enige: Sport uden tilskuere kan begynde med det samme

Godt nyt for FC Midtjylland og resten af Superligaen.  Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Professionel idræt kan starte op uden tilskuere med det samme, fremgår det af aftale om yderligere genåbning af Danmark.

Godt nyt for både professionel idræt samt idræts- og foreningsliv.

Efter flere måneders nedlukning får de nu grønt lys til at lukke op igen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra statsministeriet torsdag aften.

"Professionel idræt uden tilskuere: Åbningen omfatter hele den professionelle idræt, der kan åbne straks," står der i et punkt for genåbningen.

Kort efter er der også et punkt for udendørs idræts- og foreningsliv:

"Der kan, under de gældende regler, gennemføres sundhedsmæssigt forsvarlige aktiviteter udendørs," står der.

Beslutningen er alle Folketingets partier er enige om, fremgår det.

Det betyder, at blandt andet Danmarks bedste fodboldrække for herrer, Superligaen, kan begynde, når de føler sig klar til det. En melding, de har gået og ventet på det seneste stykke tid.

Statsministeren havde 'behov for for Superligaen'

Onsdag aften gav Mette Frederiksen en klar indikation af, at Superligaen snart kunne gå i gang igen.

- Vi har behov for, at Superligaen kommer i gang igen. Det bliver ikke med tilskuere og en kold fadøl, som os, der godt kan lide at gå på stadion, kender det, sagde statsministeren.

Dagen efter er et enigt Folketing nu kommet frem til, at al professionel sport i Danmark kan genstarte uden tilskuere.

Divisionsforeningen håber at kunne åbne for holdtræning senest 11. maj, mens planen er at tage hul på Superliga-kampprogrammet senest 29. maj og færdigspille resten af sæsonen. Torsdagens melding glæder da direktøren for Divisionsforeningen, Claus Thomsen.

- Vi er meget glade og taknemmelige for, at professionel klubfodbold er med på listen over brancher, der kan åbne her i fase 2 af genåbningen af Danmark. Vi ser det som en tillidserklæring til det grundige arbejde, vi har lavet med protokoller for afvikling af træning og for afvikling af turneringskampe, hvor der tages store hensyn til at mindske smitterisikoen. Det vil vi gerne sende en stor tak til regeringen og de øvrige partier i Folketinget for, siger Divisionsforeningens direktør i en pressemeddelelse.

Alle Superligaens 14 klubber har tilbagekaldt spillerne igen og sendt dem på træningsbanerne.