Sport

Flere ligaer får grønt lys til genstart fra regeringen

Håndbold har fået grønt lys til at genstarte. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Flere ligaer i flere sportsgrene kan nu begynde igen, og Kulturministeriet er i dialog med relevante idrætsaktører om nærmere retningslinjer.

Der er godt nyt til en lang række af landets professionelle sportsudøvere, som har været forhindret i at passe deres arbejde under nedlukningen af Danmark.

Regeringen meddeler lørdag, hvilke sportsgrene og ligaer som atter må trække i arbejdstøjet som en del af fase 2 af genåbningen af Danmark. Dog fortsat uden tilskuere.

Genåbningen gælder for de to øverste fodboldrækker for mænd, den øverste række i fodbold for kvinder, den øverste række i håndbold for mænd og for kvinder, den øverste række i ishockey for mænd og den øverste række i badminton, trav- og galopløb, lyder det konkret i pressemeddelsen fra Kulturministeriet.

- Jeg er glad for, at den professionelle idræt kan komme på banen igen. Ligaerne har behov for at gennemføre deres turneringer og genoptage træningen, ligesom rigtig mange af os har savnet at kunne følge med i Superligaen. Det kan vi nu, selvom det bliver fra kanten af sofaen.Det har været vigtigt også at få gang i Kvindeligaen på lige fod med de andre topligaer i Danmark, siger kulturministeren, Joy Mogensen.

De er i øjeblikket i "dialog med relevante idrætsaktører" for at aftale retningslinjer og rammer for genåbningen, meddeler de. Disse offentliggøres, når de er fastlagt.

Håndboldligaernes fremtid usikker

Nyheden giver også muligheden for genstart af herrerne og kvindernes håndboldligaer, men i øjeblikket er det usikkert, hvorvidt dette bliver aktuelt.

I første omgang havde DHF aflyst sæsonen og kåret mestre og nedrykkere, men nu skal et skæbnemøde 25. maj afgøre, hvorvidt de skal tage stilling til, om beslutningen om at stoppe ligaerne skal stå ved magt.

Ligegyldigt hvad er det altså nu tilladt for udøvere af håndbold og de førnævnte sportsgrene at træne igen.

Derudover kan også andre idrætsudøvere se frem til at kunne dyrke deres sport igen. Genåbningen gælder således også for "øvrige professionelle idrætter, hvor hovedparten af udøverne lever af indtægter fra deres idræt".