Sport

Danske sportsfolk forbedrer sig med tankens kraft

Det mentale aspekt fylder en stor del for disse danske atleter. Ritzau Scanpix

Søren Kjeldsen, Anne-Marie Rindom og Martin Braithwaite bruger visualisering til at forbedre sig og nå mål.

Når flere af Danmarks bedste sportsfolk skal forbedre sig, kan de bruge tankens kraft.

Ved at benytte et psykologisk greb, der kaldes visualisering, kan selv de største drømme indimellem gå i opfyldelse.

Fodboldspilleren Martin Braithwaite havde længe forestillet sig, at han en dag skulle spille for FC Barcelona, og i februar blev skiftet til den spanske storklub pludselig virkelighed.

- I mit hoved har jeg i lang tid set det ske.

- Hvis vi tror på en ting, og vi virkelig siger til os selv, at vi kan gøre det, så sker det, sagde Martin Braithwaite dengang om det opsigtsvækkende skifte til Barcelona fra upåagtede Leganes.

Havde svært ved nogle slag

Fodboldspillerens spådom kan næsten virke for god til at være sand. Andre danske sportsudøvere benytter dog samme teknik, deriblandt golfspilleren Søren Kjeldsen.

- Jeg bruger tid på at se mig selv i situationer, jeg gerne vil opnå.

- Det kan være at gå op mod det sidste hul om søndagen, hvor jeg kæmper med om sejren. Så gennemlever jeg det, før det sker, siger golfspilleren, der har vundet fire turneringer på European Tour.

Søren Kjeldsen bruger også visualisering, når han indimellem står over for et hul, der volder problemer. Det var tilfældet for få måneder siden i en turnering på Mauritius.

- Der var et par slag, jeg havde svært ved. Jeg brugte derfor ekstra meget tid om aftenen på at visualisere dem, når jeg sad alene i mørket på mit hotelværelse, siger han.

Inde i hovedet fik Søren Kjeldsen efter nogle forsøg skabt de billeder, der bagefter betød, at han stod med den rigtige fornemmelse ude på banen og kunne slå slagene, som de skulle slås.

- Det bekræftede mig i, at det er utroligt godt, at jeg arbejder med visualisering. Hvis jeg forestiller mig noget, så har jeg en chance for at gøre det i virkeligheden.

- Det viser også, hvor stærke vores hjerner er, siger han.

Har fundet løsning på modgang

Sejleren Anne-Marie Rindom, der to gange har vundet VM-guld i Laser Radial, bruger også visualisering. Tidligere i karrieren kunne hun blive ramt af nervøsitet i de første sejladser, hvis hun følte modgang.

Modgangen kunne få hende til at sejle aggressivt og tage unødvendige risici.

I dag er nervøsitet ikke et særlig stort problem for den 28-årige sejler, da hun visualiserer forskellige modgangscenarier for sig, inden hun skubber båden i vandet.

Helt konkret lytter sejleren til lydoptagelser, hvor en stemme tager hende igennem scenarier, der kan opstå. Det kan være, at konkurrenterne sejler hurtigt, eller at hun føler træthed i båden.

- Det hjælper mig på den måde, at jeg i princippet har fundet en løsning på modgangscenarierne, når de opstår ude på vandet.

- Det er sjældent, at man som sejler har en perfekt dag. Der sker hele tiden et eller andet med vinden, som man ikke er herre over.

- Her skal jeg bevare overblikket og fokus, så jeg ikke falder igennem. I sejlsport er det vigtigt at holde et højt gennemsnit, hvis jeg skal være med fremme i konkurrencen, siger Anne-Marie Rindom.

Visualiseringsteknik

Sportspsykolog hos Team Danmark Kristoffer Novrup Henriksen fortæller, at der overordnet findes to former for visualisering.

Den ene handler om at visualisere, at man vil opnå et mål ude i fremtiden. Altså samme teknik, som Martin Braithwaite brugte i forbindelse med skiftet til Barcelona.

- Den form for visualisering kan virke forberedende og være motiverende, men faktisk også angstprovokerende, for vores tanker er trods alt ikke så nemme at styre.

- Når sportsudøveren lukker øjnene, kan det jo være, at han eller hun ser sig selv lave en brøler, når de spiller åbningskamp. Det vil ikke være godt, siger Kristoffer Novrup Henriksen.

Det er derfor en anden visualiseringsteknik, som sportspsykologerne i Team Danmark hælder mest til. Her fokuserer sportsudøveren typisk på noget specifikt, der skal forbedres i en træning eller en konkurrence.

Det er den teknik, Søren Kjeldsen benytter, når han skal forbedre et golfslag.

Her handler det om - meget detaljeret - at arbejde den konkrete bevægelse igennem inde i hovedet, forklarer Kristoffer Novrup Henriksen.

- Vi ved, at det aktiverer små muskelspændinger i præcis samme rækkefølge, som hvis man rent faktisk udfører slaget. Det gør det muligt at tilegne sig tekniske færdigheder ved at se dem for sig, siger sportspsykologen.

- Koncentrationen skal være stor, og så skal man have så mange sanser i spil som muligt, at man kan dufte græsset. Golfspilleren skal kunne mærke grebet i køllen, siger han.

Kristoffer Novrup Henriksen fortæller, at stort set alle sportsudøvere kan få gavn af visualisering.

Gymnaster kan bruge teknikken til at lære et kompliceret spring, og fodboldspilleren kan lære sig nye finter.

- Det er faktisk sådan, at langt de fleste atleter gør det her uden at vide det.

- En gymnast ser mange gange også et spring for sig inde i hovedet, før det skal udføres. Men det er muligt at arbejde systematisk med det, siger sportspsykologen.

- I dag er det svært at gå ud at vinde, fordi man træner hårdere end de andre.

- Det at kunne præstere handler om at være i form og kunne sin teknik. Men når man skal præstere under pres, skal man have hovedet med i det, siger han.