Sport

Tv-gigant planlægger at bruge kunstig tilskuerlyd

LeBron James og resten af de amerikanske sportsudøvere får hjælp af Fox til at skabe stemning ude i stuerne. Harry How / Ritzau Scanpix

Fox Sports vil ikke lade coronavirussen gå ud over stemningen, når de amerikanske sportsgrene går i gang igen.

Hvad gør man, når en begivenhed, der plejer at være fyldt til randen med entusiastiske tilskuere, pludselig er lige det modsatte?

Den store kontrast har den amerikanske tv-gigant Fox angiveligt et bud på, hvordan man håndterer. Løsningen hedder tilskuerlyde, der er optaget på forhånd.

- Det er nærmest en kendsgerning (at det bliver indført, red.), siger Joe Buck, anerkendt sportskommentator, i et talkshow med Andy Cohen ifølge flere medier.

Derfor kan man som amerikansk sportsfan godt forberede sig på at kunstig lyd af tilskuere, og Joe Buck er klar over, at det bliver en anderledes oplevelse – og opgave.

- Hvem end der skal styre det, skal være rigtig god til deres job og være realistiske med, hvordan tilskuere ville reagere afhængigt af, hvad der lige er sket på banen. Så det er virkelig vigtigt, siger han.

Afstemning

Er du tilhænger af brugen af kunstig tilskuerlyd til tv-transmissioner?

Virtuelle fans på tribunerne

Det er ikke kun i lydbilledet, hvor seerne får en anderledes oplevelse, når de sætter sig til rette foran skærmen i sofaen. Også visuelt bliver der skruet på oplevelsen.

- Derudover kigger de (Fox, red.) på muligheden for at tilføje virtuelle fans på tribunerne, så stadion ser fyldt ud, når man ser et stort billede, men i virkeligheden er det tomt, siger Joe Buck.

Det er endnu uvist, hvornår de store amerikanske sportsgrene begynder igen. NHL har for nylig slået fast, at sæsonen bliver færdigspillet, mens NBA’s fremtid ser mere usikker ud. Her arbejdes der også i kulisserne for at finde en løsning.