Sejlsport

Følg Beha-sønnernes rekordforsøg

Hvad sker der? Emil og Theis Midé Erichsen er en del af besætningen på båden Childhood1, som skal forsøge at sætte rekord i at sejle Danmark rundt på kortest tid.

Båden begyndte rekordforsøget søndag klokken 15 ud for Rømø.

Den nuværende rekord lyder på tre dage og otte timer.

Ruten er således: 

  • Rømø (lige ud for den danske grænse på vestkysten) - Skagen
  • Skagen - Kronborg
  • Kronborg - Christiansø
  • Christiansø - Gedser
  • Gedser - Aarhus

(vi opdaterer livebloggen cirka hver eller hver anden time)

Rekorden er slået

Rekorden blev ikke bare slået. Den blev slået noget så eftertrykkeligt.

For da båden passerede den virtuelle målstreg ude foran Aarhus klokken 13.03, er den nye rekord nu 70 timer og 6 minutter. Det skriver løbets officielle side Round Denmark Race.

Dermed slog de rekorden med næsten 10 timer.

Dermed vil livebloggen lukke ned.

Beha-sønner og co. er meget tæt på målstregen

Det varer ikke længe, inden Childhood1 paserer målstregen tæt ved Aarhus Havn.

Båden skulle være i mål inden klokken 23 i aften for at slå rekorden, og derfor ser det ud til, at de kommer til at forbedre rekorden med over ni timer.

Childhood1 er tæt på Aarhus Havn

Childhood1 er tæt på Aarhus

Childhood1 nærmer sig Aarhus.

Så varer det ikke længe, inden Childhood1 er inde i Aarhus Havn og dermed passerer målstregen. Den er virtuel og er lige uden for havnen.

Emil og Theis Midé Erichsen og resten af besætningen ser ud til at slå den danske rekord ganske markant, og de kommer også til at have klaret sejladsen på under tre døgn.

- Meget skal gå galt, hvis ikke vi kommer under tre døgn

- Vi er inde på opløbsstrækningen. Vi løb ind i lidt modstrøm i Storebælt. Men nu kan vi se Aarhus, og vi regner med at ramme målstregen cirka 13.30, siger Emil Midé Erichsen til TV 2 SPORT.

- Der er god stemning omborg, og meget skal gå galt, hvis ikke vi kommer under tre døgn.

Nyt tidspunkt for ankomst

Ifølge Round Denmark Race, der er den officielle hjemmeside for løbet, har der været lidt modvind ude på Storebælt. Derfor vurderer de, at de nu passerer målstregen i mellem 14.00 og 15.00.

Childhood1 er næsten forbi Samsø

Childhood1 passerer Samsø og er nu tæt på Aarhus.

Childhood1 er nu næsten forbi Samsø, og det varer ikke længe, inden de svinger ind mod Aarhus.

Det forventes, at de passerer den virtuelle målstreg mellem klokken 12 og 13.

Spørgsmål

ole paulsen:

jeg har lige set den gå under Storebæltsbroen - vil du have et billed. Taget fra land men alligevel

Svar:

Hej Ole,

Det må du meget gerne sende til ckja@tv2.dk. Så vil jeg se, om jeg kan smide det ind her i livebloggen.

Og det gælder også alle andre, der skulle følge med i livebloggen og ser båden i vandet omkring Danmark.

//Christian Kjær, TV 2 SPORT

Sejler under Storebæltsbroen - her er målstregen

Til venstre ses den virtuelle målstreg for Childhood1. Til højre ses pladsen, hvor båden vil lægge til kaj efterfølgende.

Childhood1 er nu få øjeblikke fra at sejle under Storebæltsbroen, hvorefter turen går øst om Samsø, inden målstregen er i Aarhus.

Flere har spurgt til, hvor målstregen præcist er, hvordan tiden stoppes, og hvor båden lægger til efter rekordforsøget.

- Tiden stopper, når vi sejler over den virtuelle mållinje, som er mellem det røde og lille mærke, der er markeret på billedet til venstre. Båden lægger til kaj ved placeringen, der ses på billedet til højre, siger Emil Midé Erichsen til TV 2 SPORT.

Emil Midé Erichsen: - Det var en lang dag i går

Udsigten fra Childhood1 i de tidlige morgentimer.

- Det var en lang og hård dag i går, som først sluttede her sidst på morgenen. I perioder havde vi op til 20 meter i sekundet, så det var noget af en bumletur. Nu er vi på vej op igennem Storebælt med Langeland inde til bagbord, siger Emil Midé Erichsen til TV 2 SPORT.

- Vi går nu 17-20 knob og har vinden med os!

- I forhold til rekordforsøget ser det godt ud! Som det ser ud lige nu, så går vi i mål i Århus omkring klokken 12-13. Det betyder, at vi kommer under tre døg samlet. Så det er slet ikke så tosset.

Status klokken 06.00 onsdag morgen

Childhood1 har passeret Gedser, der var det femte og næstsidste punkt på ruten. Nu venter kun Aarhus.

Status for båden Childhood1 med Emil og Theis Midé Erichsen er, at båden nu har sat kursen mod Aarhus, hvor målstregen for rekordforsøget ligger.

De sejler lige nu i det, der kaldes Langelandsbælt, inden de senere i dag sejler ind i Storebælt, forbi Samsø og ind til Aarhus.

Vi forsøger at komme i kontakt med Emil Midé Erichsen for en opdatering samt en status for tidsplanen og rekordforsøget.

Passerer Gedser Odde

Childhood1 på vej til at passere Gedser Odde.

Childhood1 er godt på vej til at nå det sydligste punkt på ruten ud for Gedser Odde. 

I løbet af natten forventes de at sejle forbi Femern. I morgen går turen forbi Langeland og Lolland, inden de sætter kurs mod Storebælt og endestationen Aarhus.

Vi vender tilbage i morgen tidlig med næste status.

Nærmer sig Gedser

Childhood1 nærmer sig så småt Gedser.

Båden Childhood1 med Beha-sønnerne ombord befinder sig lige nu ud for Falster. 

De forventes at ramme Gedser inden for de næste par timer.

Kurs mod syd

Childhood1 har sat kursen sydpå.

Efter at være kommet en del tættere på Møn har Childhood1 sat kursen sydpå.

Ifølge arrangørerne bag rekordforsøget, Round Denmark Race, vil de cirka være ud for den tyske ø Femern klokken 2.30 i nat. Det vil formentlig betyde, at båden passerer Gedser i de sene aftentimer.

Nærmer sig Møn

Childhood1 er tæt på dansk jord igen.

Childhood1 nærmer sig igen dansk jord. Efter at have rundet Bornholm har båden befundet sig i farvandet mellem det Sydsverige og det nordlige Tyskland.

Nu viser GPS-signalet, at de er tæt på Møn. 

Kurs mod Gedser

GPS-positionen for Childhood1.

Childhood1 sejler med cirka 10 knob i modvindsstykket. De har fortsat et stykke vej ned til Gedser, som er næste 'punkt' på ruten.

Båden kæmper i svært modvindsstykke

Childhood1 er nu på vej tilbage mod resten af Danmark.

Childhood1 har nu lagt Bornholm bag sig og har sat kursen mod Gedser, der er næste punkt på ruten.

Emil Midé Erichsen fortalte tidligere, at dette stræk blev afgørende for rekordforsøget, da de nu sejler på et hårdt modvindsstykke.

Samtidig er båden også ude på åbent farvand, og det betyder, at vi kæmper med at få signal til båden og Emil Midé Erichsen. Vi melder ind, så snart vi hører noget.

I får lige besætningen igen

Der er fire danskere med på båden, hvor Emil og Teis Midé Erichsen er med som 'On Board Reporters' for at dokumentere rekordforsøget, men de hjælper også til undervejs.

Her er besætningen:

  • Bouwe Bekking: Skipper på båden. Han har sejlet kapsejlads rundt om jorden otte gange igennem mere end 30 år, og han er en af de allerstørste stjerner inden for Ocean kapsejlads. Han er hollænder, men har boet i Danmark med sin danske kone i 25 år.
  • Katja Salskov-Iversen: Hun vandt i 2016 bronze ved OL i 49’er FX sammen med Jena Mai Hansen.
  • Jens Dolmer: Han har sejlet Volvo Ocean Race sammen med Bouwe Bekking flere gange, og han er en af de bedste storbådssejlere, der er i Danmark. Han bliver kaldt 'farmeren', da han oprindeligt er uddannet landmand, men blev overtalt til at sejle professionelt i stedet.
  • Louis Balcaen: Belgier, der har sejlet Ocean Race med Bouwe Bekking et par gange.
  • Jelmer, Rutger, Laura og Arianne: Fire unge hollændere - to drenge og to piger. Alle sammen personer, som Bouwe Bekking tester frem mod næste Ocean Race i 2021.
  • Jørn Larsen: Ejer af Trifork. Han er selv ihærdig sejler og er i den her sammenhæng med, fordi han kender Bouwe Bekking personligt.

Næste punkt på ruten er Gedser

Childhood1 er et godt stykke syd om Bornholm.

Status for Childhood1 klokken 11.20 er, at båden med Emil og Theis Midé Erichsen har passeret Bornholm og har nu sat kursen mod Gedser, der er næste punkt på ruten.

Båden er lige nu sejlet ind i massiv modvind, og det næste stræk afgør nu, om rekorden vil være inde for rækkevidde.

Opdatering fra Emil Midé Erichsen

- Så er vi lige ved at slippe det sidste af Bornholm. Det blæser 12-13 meter i sekundet, og vi har vinden lige i snotten, siger Emil Midé Erichsen til TV 2 SPORT.

- Nu står den på banken i bølger resten af dagen.