Fodbold

Time for time: Lazio holder fast i Juventus og ny VAR-skandale

Tirsdagens program:

LaLiga

  • 19.30: Mallorca - Celta Vigo
  • 21:00: Leganes - Sevilla
  • 22:00: Barcelona - Atletico Madrid

Serie A

  • 19.30: Torino – Lazio
  • 21.45: Genoa – Juventus

Se alle kampene direkte på TV 2 PLAY.

Stil spørgsmål
Serie A

Lazio henter tre vigtige point

Serie A-topklubben tog tre vigtige point mod Torino. Sejren betyder nemlig, at Lazio igen blot er to point efter førerholdet Juventus, der dog har en kamp i hånden. Ciro Immobile og Marco Parolo stod for de afgørende scoringer. 

Braithwaite bænket igen

Danske Martin Braithwaite må for tredje kamp i streg finde sig til rette med en bænkplads, når Barcelona spiller topkamp i LaLiga mod Atletico Madrid klokken 22. Braithwaites nærmeste konkurrenter Ansu Fati og Griezmann starter også på bænken. I Serie A tager Genoa imod Juventus, hvor både Lasse Schöne og Cristiano Ronaldo er med fra start.

LaLiga

Ekspert kalder straffe for en skandale

Mallorca har bragt sig foran 1-0 mod Celta Vigo efter en lang VAR-vurdering. Der gik seks minutter, fra dommeren dømte straffespark, til sparket blev eksekveret. I kommenteringen på TV 2 SPORT X kalder TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker kendelsen for en 'skandale'.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker er ikke i tvivl om udfaldet, når snakken falder på Pione Sistos fremtid i Celta Vigo, efter at danskeren for tredje kamp i streg er udeladt af truppen. Det har han netop givet udtryk for i optaktsstudiet på TV 2 SPORT:

- Jeg tror, han har spillet sine sidste minutter i Celta Vigo-trøjen. Og det troede jeg allerede, da den direkte konkurrent Nolito blev hentet til, siger Mads Junker. 

Sisto helt ude af truppen

Pione Sisto er igen i dag helt udeladt af truppen, når Celta Vigo spiller den uhyre vigtige overlevelseskamp mod Mallorca klokken 19.30. Det er på trods af, der må være 23 spillere med i kamptruppen. Danskeren var heller ikke med i kamptruppen i holdets seneste kamp, som var mod Barcelona. 

Udtaget til kamp få timer inden kontraktudløb

Coronapausen har betydet, at fodboldspillernes normale kontraktudløb 30. juni falder midt i det tætpakkede kampprogram. Den konsekvens mærker Lucas Olaza fra Celta Vigo. Han har nemlig kontraktudløb ved midnat, og hans agent, ’der har ligget søvnløs hele natten', siger til Radio Galaga, at der ikke er fundet en løsning endnu. Alligevel er han med i truppen, når Celta Vigo spiller klokken 19.30.

Serie A

Real Madrid-spiller til lægetjek i Inter

Den 21-årige Real Madrid-spiller Achraf Hakimi, der har været udlejet til Dortmund de seneste to sæsoner, er netop ankommet til lægetjekket i Inter. Den marokanske højre back har i denne sæson været involveret i 19 mål i Dortmund, hvilket er flest af alle forsvarsspillere i Europa. På rygterbørsen har Manchester United, Dortmund og Bayern München været ude efter den unge komet. 

Spørgsmål

Tobias:

Hvad er den vigtigste kamp i aften

Svar:

Hej Tobias

Tak for dit spørgsmål. Med seks runder tilbage af LaLiga, hvorimod der er ti runder tilbage i Serie A, må det være kampen mellem Barcelona og Atletico Madrid, der er aftenens vigtigste. Taber Barcelona, mens Real Madrid vinder, så vil førstnævnte være fem point efter i toppen af ligaen. Dermed vil der være lang vej til guldet for Barcelona. Messi og co. er pisket til en sejr!

// Nicolai Dvinge, TV 2 SPORT

Spanske medier uenige om Barca-opstilling

Fire af Spaniens største sportsmedier har som vanligt givet et bud på Barcelonas startopstilling, når holdet i aften møder Atletico Madrid i LaLiga. SPORT, Mundo Deportivo, AS og MARCA er ikke enige om startopstillingen, men de er enige om, at danske Martin Braithwaite ikke er med fra start. De regner med, at Messi, Griezmann, Suarez og Ansu Fati skal kæmpe om de tre forreste pladser. 

Velkommen til aftenens liveblog

LaLiga og Serie A byder i dag på en håndfuld vigtige kampe, der kan få stor betydning for mesterskabsduellen i de to ligaer. Italiens første- og andenplads, Juventus og Lazio, skal begge i aktion, mens Barcelona får besøg af Atletico Madrid i en uhyre vital topkamp. Vi følger det hele i løbet af aftenen her i livebloggen.