GO'

Danmark har fået verdens første landshold i løbehjul - se deres vilde tricks her

De 28 'riders' drømmer om at repræsentere Danmark ved de olympiske lege i fremtiden.

I fuld fart kører Hjalte Langebæk Hansen på sit løbehjul mod rampen. På et splitsekund løfter hans krop sig op, og så hænger han pludselig i luften med den hvide hjelm nedad.

Den 15-årige danmarksmester i løbehjul, Hjalte Langebæk Hansen, er blandt de 28 såkaldte 'riders', som er udtaget til det danske landshold i løbehjul:

- Det betyder rigtig meget, at jeg kan være en del af det første landshold i Danmark og ligesom kunne udbrede sporten, fortæller han i 'Go’ morgen Danmark'.

Det danske landshold i løbehjul er det første i verden, og ifølge landstræner Bastian Mullins skal holdet være med til at gøre andre opmærksomme på sporten:

- Det er utrolig vigtigt at lave et landshold, fordi vi mangler eliteplan i løbehjul. Det er vigtigt for os, at løbehjul bliver spredt ud til så mange mennesker som muligt, siger han.

Bastian Mullins er landstræner for verdens første landshold i løbehjul. Han håber på, at landsholdet kan give de unge på holdet et fællesskab.

Landstræner: De skal skubbe hinanden

At landsholdet i løbehjul skulle opstå netop nu, det er ingen tilfældighed.

Ifølge landstræneren er medlemstallene i løbehjulsforeningerne tredoblet det seneste år. Selve sporten går ud på, at man på løbehjul laver forskellige tricks på skaterramper.

Og selvom løbehjul er en individuel sport, er det vigtigt at have et landshold for de allerdygtigste, mener Bastian Mullins:

- De skal have hjælp til at skubbe hinanden på den gode måde. De skal presses til at lave nye tricks for at komme op og kunne duellere mod de bedste i verden.

Og netop fællesskabet på landsholdet er noget, som Hjalte Langebæk Hansen sætter pris på:

- Det er megafedt at kunne være sammen med hinanden på den måde. Det har man ikke kunnet før, som man kan i fodbold, da løbehjul er lidt mere frit.

For landstræner Bastian Mullins er målet med landsholdet først og fremmest at kunne konkurrere mod de førende nationer inden for løbehjul, som er USA, Australien og England, men på sigt drømmer han om, at løbehjul bliver en del af OL-programmet.

Professionel på løbehjul

Selvom man lige nu ikke kan leve af at køre på løbehjul, har Hjalte Langebæk Hansen på fornemmelsen, at det i fremtiden vil være muligt, hvis sporten bliver større.

15-årige Hjalte Langebæk Hansen er danmarksmester i løbehjul. Han er glad for at have fået et fællesskab omkring sin sport.

Det vil kræve, at man når et niveau, hvor man kan leve af sponsorater, fortæller han. Lige nu modtager de dygtigste i verden løn, men ikke nok til at leve af det.

Han drømmer selv om at kunne rejse rundt i verden med sin sport:

- Jeg har været rundt i det meste af Europa, og jeg har været i USA. Det er bare med at komme ud og opleve verden, og det er også min drøm indtil videre.

Indtil da kan det nye landshold hjælpe Hjalte Langebæk Hansen med at udfordre sig selv, så han lærer nye tricks - for det er det sværeste, lyder det fra den 15-årige danmarksmester.

Se interviewet med Hjalte Langebæk Hansen og Bastian Mullins på TV 2 PLAY