Fodbold

Villarreal-Real Madrid

Real Madrid gæstede Estadio de la Cerámica, da de skulle hente vigtige point mod La Ligas nummer to Villarreal.

Kampen sluttede uafgjort.

Villarreal - Real Madrid (1-1)

2' Mariano (0-1)

76' Gerard Moreno (1-1)

Nedtakt

Tak for denne gang

Mange tak til alle jer der fulgte med i vores liveblog. 

God aften.

/Rasmus / TV 2 SPORT.

Slut

Kampen er slut

Det ender med 1-1 resultat mellem Villareal og Real Madrid, hvor hjemmeholdet kan være mest tilfreds med indsatsen i 2. halvleg. Her lykkedes det Villarreal at tilkæmpe sig et straffespark, der sikrede dem det ene point og den fortsatte ubesejrede stime på hjemmebane.

Toppen af La Liga tegner sig således:

  • Real Sociedad: 20 point
  • Villarreal: 18 point
  • Atlético: 17 point
  • Real Madrid: 16 point
90'

De sidste minutter

Der er lagt tre minutter til kampen, og det ligner en pointdeling på Estadio de la Cerámica, hvor Villarreal er ubesejret i denne sæson.

87'

Friske kræfter

Ruben Pena gør sig klar. Han skal afløse anfører Gaspar, der fik et slag. Det ligner desværre han udgår med en skade. 

Også Kubo, der er ejet af Real Madrid, kommer på banen for hjemmeholdet.

83'

Hjemmeholdet ser skarpest ud

Real Madrid ligner lige nu et hold, der forsvarer det uafgjorte resultat, mens hjemmeholdet virkelig presser på. Asensio kommer på banen og bytter med målscorer Mariano.

79'

Real Madrid vil svare igen

Nu er det op til Real Madrid at bringe sig foran i kampen. Efter Morenos scoring har gæsterne befundet sig på Villarreals banehalvdel, men hjemmeholdet spiller disciplineret lige nu.

75'

Udligning

Moreno eksekverer sikkert og sender bolden ind bag Courtois, der dog får spidsen af fingrerne på bolden.

74'

Straffe til Villarreal

Chukweze udnytter sin fart og trækker forbi Courtois, der rammer ham. Straffesparket dømt.

69'

Kæmpe chance til hjemmeholdet

Villarreal tilspiller en enorm mulighed, som Parejo forspilder efter eminent forarbejde af netop indskiftede Trigueros, der sætter sin direkte modstander til vægs med sin fart. Parejo skal gøre mere ved den.

66'

Hårde dueller

Med i alt fem nye spillere på banen begynder fysikken at komme ind i kampen. Der bliver gået til den. Nogle tacklinger renere end andre og vi har stadig kampens første advarsel til gode. Først sætter Modric en hård tackling ind på Iborra og efterfølgende bliver Real Madrids Nacho nedlagt.

63'

Hazard går ud

En spiller der kan afgøre en fodboldkamp, Hazard, går ud. Det samme gør norske Ødegaard. Vincius Junior og Isco bytter med dem.

60'

Villarreal ryster posen

Hjemmeholdet bringer friske kræfter på banen. Ind kommer Chukwueze, Pino og Estupinan. De erstatter Bacca, Trigueros og Pedraza.

- Det giver dem et mere offensivt udtryk, lyder det fra TV 2 SPORTs fodboldkommenator Kasper Lorentzen.

56'

Stor mulighed til Villareal

Villarreal sender tre friske spillere på banen.

Kroos sløser i feltet og skiller sig af med bolden på en klodset måde, der fører til en farlig chance til hjemmeholdet. Moreno får dog ikke noget ud af muligheden. Det burde nok have været en udligning, men vinklen var spids.

53'

Fortsætter hvor vi slap

Kampen har meget det samme udtryk som i første halvleg. Mange lige-ved-og-næsten situationer og lange bolde, der ikke rammer en medspiller. Villarreal forsøger at være boldbesiddende, men Real Madrid har mange spillere på hjemmeholdets banehalvdel.

50'

Mendy med gode detaljer

Fernand Mendy leverer fine ting i venstre side af banen, hvor Real Madrid forsøger at sætte sig igennem. Det virker til, at det er her, de vil gøre det fra. 

47'

Villarreal er aggressive

Real Madrid indleder anden halvleg ved at stå dybt i banen, og det passer tilsyneladende hjemmeholdet godt. Senest kom Bacca næsten til en mulighed, som flere gange har lukreret på nedfald i hovedstadsklubbens målfelt.

45'

Anden halvleg er i gang

Nu gælder det de sidste 45 minutter, hvor Real Madrid starter med kuglen. Det bliver spændende at se, hvordan kampen udvikler sig, da gæsterne har brug for de tre point for at bringe sig tættere på toppen. Samtidig skal Villareal jagte en udligning.

Spørgsmål

Poul Theill:

Hvem er Ødegaard, det lyder nordisk.

Svar:

Hej Poul,

Tak for nysgerrigheden.

Martin Ødegaard er et norsk stortalent, der har været ejet af Real Madrid i en længere årrække.

Senest har han været udlejet til Real Sociedad, hvor han spillede en flot sæson. Det har fået ham tilbage i varmen i hovedstadsklubben, hvor han altså nu får spilletid af træner Zinedine Zidane. 

Ødegaard er kun 21 år, selvom han allerede fik debut for storklubben i 2015 mod Getafe.

God kamp, 

/Rasmus / TV 2 SPORT.

Pause

De første 45 er overstået

1-0 til gæsterne fra Real Madrid efter en 1. halvleg, der var mest spændende de første 10 minutter. Herefter satte hjemmeholdet sig på spillet med et par chancer, men mod pausen var det Real Madrid, der formåede at blive mest farlig.

Hazard har vist sig fint frem og lavede blandt andet en lækker detalje få sekunder inden pausefløjtet. 

Vi er tilbage om lidt, når anden halvleg fløjtes op.

41'

Ikke kønt

Selvom Real Madrid har brændt et par chancer, leder begge hold efter løsningerne lige nu. Det er ikke en kamp, der for alvor for ophidser seerene. Mange offsides og flere lange bolde uden adresse.