EM håndbold

Spillerne turde ikke tro på det, da EM-nyhed tikkede ind

Metz-spilleren Louise Burgaard fortæller om den store forløsning, der mandag ramte spillerne.

Mandag mødte den danske EM-trup ind i landsholdslejren, men faktisk anede de ikke, hvorvidt de overhovedet kom til at spille.

Omkring klokken 13 tikkede den glædelig nyhed dog ind.

- Det var helt vanvittigt. Vi var lige mødt ind og skulle ned for at spise, og så fik vi beskeden. Folk turde ikke rigtig tro på det og var sådan: ”Er det rigtigt?” Der var vild jubel, fortæller Louise Burgaard i Go' morgen Danmark.

Allerede i weekenden rejste hun og Metz-holdet til Danmark, hvor de søndag slog landstræner Jesper Jensens Team Esbjerg i Champions League.

'Forfærdelig' uvished

Efter kampen lå fokus selvsagt på landsholdet og EM. Men blev det overhovedet til noget?

- Det var forfærdeligt, for man ville bare gerne give slip og glæde sig til EM på hjemmebane. Men man turde heller ikke, for man kunne bare blive voldsomt skuffet, siger Louise Burgaard.

- Det blev ved med at trække ud, og jeg tænkte, om det var et dårligt tegn, fordi det ikke ville blive til noget. Så det har været en megastor forløsning.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) fik mandag det endelige og længe ventede grønne lys af regeringen efter en stor gennemgang af coronaprotokollen, som skal sikre, at eventuel smitte bliver inddæmmet.

Ingen fans til kampene

Det betyder, at Burgaard og holdkammeraterne snart træder ind i en EM-boble, hvor de kun får lov til at opholde sig på hotellet og i arenaen for at træne og spille kamp.

- Det bliver helt specielt. Det er noget, man skal indstille sig på, men lykken i at få lov til at spille EM nu overskygger det andet. Selvfølgelig skal vi forberede os, men det har vi heldigvis lidt tid til, siger hun.

Et mesterskab i Danmark vil under normale omstændigheder - altså de omstændigheder, vi kendte før coronapandemien - betyde fordel med et rødt hav af fans i ryggen.

Men ingen tilskuere får mulighed for at købe billetter, når der kun må opholde sig 500 personer i arenaerne til EM.

- Det er stadig et EM. Håndbold foregår stadig inden for de 20 gange 40 meter. Selvfølgelig er det pisseærgerligt, at vi ikke kan få lov til at spille med tilskuere, men jeg tror, vi alle ved, folk sidder ude i stuerne og hungrer efter at se EM-håndbold og noget gejst og andet end corona i medierne, siger Louise Burgaard.

Danmark spiller to testkampe mod Norge, før EM starter den 3. december - dog først dagen efter for Danmarks vedkommende.

Alle kampe kan ses på TV 2's kanaler: