Sport

Fire nye sportsgrene til OL

Der skal dystes i breakdance, surfing, skateboarding og klatring, når OL i 2024 afvikles i Paris.

I et forsøg på i højere grad at nå ud til det unge publikum har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) mandag godkendt fire nye sportsgrene til OL-programmet i Paris i 2024.

Her skal der foruden de sædvanlige sportsgrene dystes i breakdance, surfing, skateboarding og klatring.

Det fortæller IOC-præsident Thomas Bach mandag ifølge Reuters.

Arrangørerne af OL i Paris foreslog sidste år tilføjelsen af de fire sportsgrene og har altså nu fået grønt lys.

Surfing, klatring og skateboarding er allerede på programmet, når næste års OL i Tokyo løber af stablen.

Nye regler fra IOC giver OL-værter mulighed for at udvælge og ønske specifikke sportsgrene, der kan blive tilføjet det respektive OL's program. Det kan eksempelvis være sportsgrene, der er særligt populære i værtslandet.

OL i Paris afvikles fra 26. juli til 11. august 2024. Inden da skal Tokyo som bekendt være vært for næste års udskudte OL.

Efter Paris er det Los Angeles, der skal lægge by til OL i 2028.