GO'

Ny danmarksmester fik at vide, sporten kun var for drenge

Den 17-årige gymnasieelev Joy Høiby Rasmussen drømmer nu om OL i 2024.

Da Joy Høiby Rasmussen sidste weekend vandt danmarksmesterskaberne i breakdance, skrev hun sig ind i historiebøgerne.

Hun er nemlig den første pige til at vinde titlen.

- Det er helt vildt. Jeg er virkelig glad. Det er en stor ting, fortæller hun i ‘Go’morgen Danmark’.

Video: Privatoptagelser Video: Julie Tantholdt

En af dem, som kender sporten og har været med fra starten, er musikproducer Chief 1. Han synes også, det er stort, at en pige vinder titlen.

- Det er en glædens dag for hip hop og breakdance. Tillykke mand, godt gået, lyder det.

Han peger på, at breakdance handler om mange forskellige aspekter og ikke kun om muskler og akrobatik.

- Noget af det vigtigste i breakdance er at have sin egen stil og være original. Hvis man viser, at man kan lide at danse og har sin egen stil, så er man allerede meget bedre end dem, der kan stå på hænder og lave flik flak, fortæller Chief 1.

Joy Høiby Rasmussen elsker at danse. Under coronanedlukningen har hun sendt videoer hjemmefra til sin træner, og så har han sendt feedback retur.

Ville hellere ‘breake’ end at danse moderne

Da Joy Høiby Rasmussen var 11 år, skulle hun have et danseforløb på sin folkeskole, hvor drengene skulle lære breakdance, og pigerne skulle danse moderne dans.

Men det faldt ikke i den dengang 11-årige piges smag:

- Når jeg så, at drengene skulle op og stå på hænder, så tænkte jeg, at det ville jeg også gerne prøve. Så spurgte jeg min lærer, om jeg ikke også måtte lære breakdance, men så fik jeg at vide, at det kunne pigerne ikke, lyder det.

Jeg vil da forsøge, at gøre alt hvad jeg kan for at kvalificere mig

Joy Høiby Rasmussen, gymnasieelev

Men skolelærerens ord blev en form for drivkraft og motivation for Joy Høiby Rasmussen, der siden har danset breakdance.

- Jeg blev nærmest lidt fornærmet, og så besluttede jeg bare at starte selv. Så skulle jeg bare vise, at selvom jeg er en pige, så kunne jeg godt, fortæller hun.

Se nogle af Joy Høiby Rasmussens tricks her. Video: Privatoptagelser Video: Julie Tantholdt

Siden har dansen været en stor del af Joy Høiby Rasmussens liv, og især dansens mange udtryk tiltaler hende.

- Jeg føler, at det er en rigtig god måde, hvorpå man kan få sit eget personlige udtryk i dansen. Man kan finde på sine egne ting, og man kan udnytte de ting, som man synes, man er god til, lyder det.

Sigter mod OL

At Joy Høiby Rasmussen er blevet danmarksmester, er blot første skridt på vejen.

Fremadrettet drømmer hun om OL i 2024 i Paris, hvor breakdance bliver en del af OL-programmet for første gang.

- Jeg vil da forsøge, at gøre alt hvad jeg kan for at kvalificere mig. Det kunne være utroligt fedt, fortæller hun.

Se hele interviewet med Joy Høiby Rasmussen i ’Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.