Dansker sætter verdensrekord - dykker 202 meter
Stig Severinsen kan føje endnu en rekord til listen, da han er dykket over 200 meter ud for Mexicos kyst.
Han har allerede slået flere verdensrekorder og blandt andet svømmet over 76 meter under is ved Grønland på én vejrtrækning, men nu kan 47-årige Stig Severinsen også skrive rekorden for længste dyk på cv'et.
Han har nemlig som det første menneske dykket længere end 200 meter – helt præcist 202 – i havet ud for Mexicos kyst på en mundfuld luft.
Den tidligere verdensrekord lød på 177 meter og blev sat i 2016.
Stig Severinsen har forsøgt sig – og er lykkedes med – at slå rekorden for at gøre opmærksom på at tage hensyn til naturen og klodens ve og vel, siger han i en pressemeddelelse.
- Jeg har længe ledt efter en mulighed for at slå et slag for vores klode og huske os på, hvordan vi bør behandle den.
- Stedet, hvor dykket fandt sted i Mexico, hører til et af verdens mest unikke og smukke kystområder. Ligesom mange andre steder er det truet af plastik og menneskets livsstil i al almindelighed, siger han.
Hylder naturen
Stig Severinsen har tidligere holdt vejret i over 20 minutter under vand, og det var ligeledes en rekord.
Han er uddannet biolog og har en ph.d. i medicin og har udgivet flere bøger om blandt andet åndedrættet.
- Mit budskab er, at kloden er et fantastisk sted, og at kroppen sammen med hjernen kan opnå de utroligste ting. Fremfor at lade os lamme af frygt, skal vi fortsætte menneskets rejse.
- Men den skal ske i pagt med naturen – ikke imod den. Når vi glemmer frygten og vælger handlingen, er vi selv herrer over vores skæbne, siger han i pressemeddelelsen.
Stig Severinsens 202-meterdyk er registreret af organisationen bag Guinness World Records, ligesom det er optaget på video.