VM håndbold

LIVE: Danmark møder Norge i den sidste VM-test

Mathias Gidsel var en af lyspunkterne for Danmark i et målrigt nederlag mod Norge i den sidste testkamp inden VM.

Hvad sker der? Danmarks herrelandshold spiller testkamp mod Norge.

Hvad er der på spil? Kampen er den sidste før VM, som begynder den 13. januar i Egypten. Dermed er det sidste chance for Danmark og Norge at pudse kampformen af før VM-slutrunden.

Se kampen lige nu på TV 2 eller TV 2 PLAY - eller følg med herunder.

Tak for i aften

Hermed lukker vi ned for livebloggen for i aften. Tak fordi i fulgte med. Vi er tilbage igen i næste uge, når Danmark og de andre hold tager hul på VM.

Danmark spiller sin første kamp ved slutrunden på fredag, hvor de møder Bahrain. Og husk at du kan følge hele slutrunden på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. 

Tak for jeres spørgsmål og engagement.

Mvh. Frederik Zeuner, TV 2 SPORT. 

Mikkel Hansen-Interview

Mikkel Hansen reagerer på nederlaget:

- Jeg synes det ser fint nok ud, men selvfølgelig er der nogle fejl. Når man laver fejl mod Norge, så bliver man straffet prompte, og dem var der måske lidt mange af - især i starten. 

- Men jeg synes, det var små ting i forhold til timing med nogle afleveringer, der lige ligger et splitsekund for sent. Det er nok nogle ting, vi skal arbejde på. Men alt i alt synes jeg, det ser fint ud indtil videre. 

Nikolaj Jacobsen-Interview

Landstræneren reagerer på nederlaget:

- Ikke synderligt mange ting fungerede, specielt ikke defensivt. Offensivt var det bedre - jeg synes 34 mål er mere end godkendt mod Norge. Der er ingen tvivl om at vi er presset defensivt af deres hurtige fødder. Særligt taber vi mange mand-mand-dueller i første halvleg. Vi starter kampen fint og får spillet noget god håndbold.

- Men drengene skal også have ros for at blive ved, og selvom vi er bagud med syv, får de kæmpet sig tilbage, og med lidt held kunne vi måske have skabt lidt mere spænding. Men sådan skulle det ikke være i dag. 

60'

34-36

Emil Jakobsen viser igen at afbrænderen før var en enlig svale og scorer på kampens sidste chance - et straffekast tilkæmpet af Lasse Andersson. 

Kampen slutter med et tomåls-nederlag til Danmark efter en kamp, hvor Danmark fik prøvet en masse forskellige opstillinger af. 

Sander Sagosen scorede ti mål - det samme som Mikkel Hansen. Mens Sagosen bliver kåret til Norges bedste spiller får Mathias Gidsel den ære hos det danske hold. 

58'

33-35

De to hold bytter mål i en noget rodet kamp. Knap havde Norge scoret, før Simon Hald igen reducerede. Det er tydeligt at se, at det er to hold, der eksperimenterer og pudser formen af inden slutrunden. 

57'

32-34

Ååårh for en assist af Lasse Anderson. Maks presset for han spillet Simon Hald fri med en aflevering over skulderen. Det giver et straffekast som Emil Jakobsen knalder i mål - fuldstændig upåvirket af det missede straffekast fra før. 

56'

31-33

Lasse Andersson spiller flot i det danske angreb og reducerer igen for Danmark. 

54'

29-32

Efter Mikkel Hansens afbrænder på straffekast er det nu den unge fløj Emil Jakobsen, der skal forsøge sig, og han misser muligheden for at reducere. 

53'

29-32

De danske fløje er for alvor kommet i gang - Emil Jakobsen fanger en ripost og bringer afstanden ned på tre mål. Med til historien er også, at Norge nu er gået væk fra deres normale forsvar, og dækker op i det, Bent Nyegard kalder et "eksperimenterende forsvar". 

53'

28-32

Danmark er gået i et 5-1-forsvar, og nu begynder de endelig at have succes med det. Johan Hansen på kontra efter en norsk fejl sørger for endnu en dansk reducering, der tvinger den norske træner til at tage en timeout. 

Her fortæller Nikolaj Jacobsen, at Jacob Holm kommer ind. 

51'

26-32

Wauw for en aflevering af Mikkel Hansen. Han sætter Johan Hansen perfekt op, og højre fløjen reducerer igen for Danmark med sin fjerde scoring. 

49'

24-31

Så var der en redning fra Kevin Møller. Det danske hold har meget fokus på målmandssposten i denne kamp, hvor Kevin Møller og Emil Nielsen spiller om at være andetvalg til VM, men ingen af de to målmænd har haft mange redninger. 

48'

24-31

Spørgsmål

Ann R:

godaften..hvor er Lasse Svan ??

Svar:

Hej Ann.

Lasse Svan var i spil i første halvleg. Her i anden halvleg er det Johan Hansen, der spiller den danske højre fløj.

//Frederik Zeuner, TV 2 SPORT

46'

23-31

Efter otte scoringer i træk på straffekast brænder Mikkel Hansen sit niende forsøg, og derfor bringer Norge sig yderligere i front. 

45'

23-30

Danmark har taget timeout, og Mads Mensah vil have det danske landshold til at spille bredt, så de danske fløje kan komme mere i aktion. Både Emil jakobsen på venstrefløj og Johan Hansen på højrefløj har scoret i Danmarks seneste angreb. 

44'

22-29

Norge splitter det danske forsvar ad, så stregspilleren Myrhol står helt fri og kan igen bringe Norge foran med syv mål. 

42'

21-27

Trods undertaller får Danmark presset det norske forsvar. Det giver Emil Jakobsen en god mulighed fra venstre fløj. 

Igen er nordmændene hurtigt i angreb igen, og her for rutinerede Bjarte Myrhol provokeret debutanten Nikolaj Læsø, der får en udvisning. 

41'

20-26

Mads Mensah reducerer med et trukket skud fra højre back. Nordmændene er hurtigt i angreb igen, og her fanger de Anders Zachariassen, der trækker en udvisning. 

39'

19-25

Så var der debutantscoring fra Nikolaj Læsø. Venstrebacken har flere gange taget tilløb til at trykke af ude bagfra, og nu fik han sendt den afsted med scoring til følge. 

37'

18-24

Så kom den første danske scoring i anden halvleg, og igen var det Mikkel Hansen på straffekast.