VM håndbold

Seneste nyt fra VM

Otte kampe er på programmet i dag ved VM i herrehåndbold. Få det seneste nye fra det, der sker på og uden for banen i Egypten her. 

Resultater fra dagens kampe

  • Qatar-Japan: 31-29
  • Angola-Kroatien: 20-28
  • Argentina-Bahrain: 24-21
  • Tunesien-Brasilien: 32-32
  • Tyskland-Kap Verde 10-0 (Kap Verde taberdømt) 

Direkte rødt kort for skud mod hovedet

Angolas Cláudio Chicola fik tildelt et direkte rødt kort i kampen mod Kroatien, fordi han ramte kroaternes målvogter Ivan Pesic i hovedet på et straffekast. 

Profil udgået med skade

Angolas helt store profil Adelino Pestana måtte i 1. halvleg af kampen mellem Angola og Kroatien udgå med en skade. Det skete, da bagspilleren scorede et af sine to mål. 

Tidligere Aalborg-spiller ude af VM

Stjernespilleren Janus Smárason har forladt VM med en skade. Han har kæmpet med en skulderskade siden efteråret, og det er nu så alvorligt, at han ikke længere er i stand til at spille. Han har forladt den islandske VM-lejr og er rejst hjem til sin klub, Göppingen, skriver det islandske håndboldforbund i en pressemeddelelse. Det oplyses ikke, hvem de henter ind som erstatning. 

Qatar afviser japansk comeback

Få minutter skulle der gå, før Japan gik fra at være foran med en enkelt ved pausen til at være bagud med fem i kampen mod Qatar. Japanerne formåede at komme tilbage i kampen og endda foran igen, inden Qatar i de sidste minutter viste klassen og vandt 31-29. Qatar topper nu gruppen med fire point efter to kampe, mens Japan har et enkelt. 

Tyske spillere er lettede

Tyskland skal ikke i aktion søndag aften, som det ellers var planlagt, da kampen mod Kap Verde er blevet aflyst. Det er et stort udbrud af coronavirus hos Kap Verde, der er årsagen til, at VM-debutanterne nu bliver taberdømt. I den tyske lejr, er der glæde at spore. 

- Vi er lettet. Nu kan vi fokusere fuldt ud på kampen mod Ungarn, siger Tysklands anfører, Uwe Gensheimer, med henvisning til den sidste kamp i gruppespillet. 

Japan fortsætter positive takter

I dagens første kamp støder Japan og Qatar sammen i det, der meget vel kan blive en kamp om at få point med videre til mellemrunden. Japanerne har fortsat de gode takter fra kampen mod Kroatien, hvor de spillede 29-29. Ved pausen fører de 16-15 over Qatar, der i første kamp vandt sikkert over Angola. 

Kroatien skifter ud i kamptruppen

Når Kroatien i aften går på banen til kampen mod Angola, bliver det uden Marin Sipic i på holdet. Landstræner Lino Cervar har skiftet ham ud til fordel for venstrebacken Halil Jaganjac. 

Argentinas største stjerne skiftet ud

Diego Simonet, der er den største stjerne på det argentinske VM-hold, er ikke med i den trup, som der er blevet udtaget til dagens kamp mod Bahrain. Argentina, der er i Danmarks gruppe, skriver på Twitter, at fraværet af Diego Simonet skyldes et slag i den første kamp mod D.R. Congo.