OL-chef undskylder for sexistiske udtalelser
IOC betragter sag som lukket, efter at Tokyos OL-chef har undskyldt udtalelse om, at kvinder taler for meget.
Chefen for Japans organisationskomité for OL denne sommer i Tokyo, Yoshiro Mori, har på et pressemøde torsdag undskyldt, at han fremsatte "upassende" kommentarer om kvindelige bestyrelsesmedlemmer.
Men Mori har ikke tænkt sig at forlade sin post, oplyser han.
Det har ellers ikke skortet på opfordringer om netop det på sociale medier i Japan, efter at det kom frem, at han på et møde i Japans Olympiske Komité (JOC) beskyldte kvindelige medlemmer af bestyrelsen for at tale for meget.
- Hvis vi øger antallet af kvinder i bestyrelsen, så er vi nødt til at være sikre på, at deres taletid bliver delvist begrænset. De har svært ved at stoppe, og det er irriterende, sagde Mori på mødet ifølge avisen Asahi.
Han tilføjede, at der er omkring syv kvinder i organisationskomitéen, "men alle kender deres plads".
Kan blive nødt til at trække sig
I 2019 besluttede JOC at stile efter, at mindst 40 procent af dens bestyrelsesmedlemmer skulle være kvinder, men aktuelt er der kun fem kvinder blandt de 24 medlemmer - altså cirka 20 procent.
Efter at kritikken af den 83-årige Mori voksede, indkaldte han torsdag morgen dansk tid til et pressemøde for at redegøre for sine udtalelser og undskylde for dem
- Jeg mener, at jeg er nødt til at opfylde mine forpligtelser (som præsident for organisationskomitéen, red.), men jeg kan blive nødt til at trække mig, hvis opfordringerne til det tager til i styrke, sagde han ifølge avisen Mainichi forud for pressemødet.
En ledende oppositionspolitiker ved navn Renho Saito betegner Moris udtalelser som "skamfulde".
- Hans kommentarer er i direkte strid med den olympiske ånd, som tager afstand fra forskelsbehandling og opfordrer til venskab, solidaritet og retfærdighed, skriver hun i et tweet.
I en udtalelse skriver Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at sagen ikke får konsekvenser, efter at Mori har undskyldt.
- Mori har undskyldt sine udtalelser, og dermed betragter IOC sagen som lukket, lyder det fra IOC.