Sport

Sportsdomstol ophæver Irans judokarantæne

Det Internationale Judoforbund har ikke juridisk ret til at udelukke Iran på ubestemt tid, vurderer CAS.

Iranske judokæmpere må igen deltage i internationale stævner.

Det Iranske Judoforbund har ellers været i karantæne siden 2019, fordi forbundet skulle have beordret en af sine udøvere, verdensmester i 81-kiloklassen Saeid Mollaei, til at tabe en VM-semifinale med vilje.

Det skulle være sket for at undgå, at Mollaei kom til at stå over for en israelsk modstander i finalen.

Iranske sportsfolk har længe undgået at kæmpe imod modstandere fra Israel, fordi Iran ikke anerkender Israel som stat.

Men det er i strid med det olympiske charter og Det internationale Judoforbunds (IJF) etiske kodeks.

Nu er karantænen imidlertid annulleret. Det meddeler sportsdomstolen CAS, der har behandlet en appel fra det iranske forbund.

"En stor sejr"

Domstolen er nået frem til, at det iranske forbund ganske vist begik "alvorlige overtrædelser". Men udelukkelsen på ubestemt tid havde ikke nogen juridisk hjemmel i IJF-reglementet.

- Derfor stadfæster CAS-panelet delvist appellen og annullerer den afgørelse, som IJF's disciplinærkomité traf, skriver CAS.

Sportsdomstolen sender sagen tilbage til IJF, som eventuelt kan udmåle en mere passende sanktion. Indtil det er sket, har iranske judokæmpere ret til at deltage i internationale stævner. Det gælder også sommerens OL i Tokyo.

Ifølge nyhedsbureauet AFP kalder det iranske forbund afgørelsen en "stor sejr". Her håber man, at afgørelsen medvirker til at forbedre forholdet til verdensforbundet.

Stridens hovedperson, Saeid Mollaei, forlod Iran som følge af sagen og stiller i dag op for Mongoliet.