Sport

Han var en del af verdens største hold, da han indså, hvad forældrenes regler betød

Da cykelrytteren Rasmus Byriel Iversen var barn, gjorde hans far det forbudt at spise usunde sager. Men forbuddet endte med at få den modsatte effekt.

Når cykelrytteren Rasmus Byriel Iversen som barn var alene hjemme med sin mor, fik han lov til at spise lige det, han havde lyst til.

I bedste mening havde hans far ellers indført et forbud mod slik og kager, efter at Rasmus Byriel Iversen omkring tiårsalderen kom hjem fra et besøg hos skolesundhedsplejersken med beskeden om, at han var overvægtig.

De regler, syntes hans mor dog, var alt for strikse, og derfor lod hun sin søn slippe tøjlerne, når faren ikke var hjemme.

Men det frirum, som Rasmus Byriel Iversen oplevede som barn, endte med at blive et fængsel for ham, da han ti år senere havde kæmpet sig til en kontrakt på et af verdens største cykelhold.

Det var bare i kæmpestore mængder. Gigantiske mængder. Vi snakker en overspisning på op mod 10.000 kalorier på en gang

Rasmus Byriel Iversen

Et tungt talent

Som niårig satte Rasmus Byriel Iversen sig for første gang på en racercykel og viste hurtigt et talent ud over det sædvanlige.

"Fede" blev hans øgenavn i miljøet, men på trods af sin vægt var han som juniorrytter blandt landets bedste i sin årgang, og med de gode resultater fulgte også store forventninger fra trænere og holdkammerater.

Som barn fik Rasmus Byriel Iversen at vide, at han var overvægtig.

Hvis han bare tabte sig, kunne han måske blive en af verdens bedste.

- Jeg tror, at det er derfor, at det er gået så galt for mig. Fordi hele mit liv har der været fokus på vægt. Så bliver det bare en glidebane, fortæller Rasmus Byriel Iversen, der i dag er 23 år.

Jo mere strikse reglerne blev for hans kost, desto mere jagtede han muligheden for at spise lige det, han følte lyst til, og da han som teenager fik et fritidsjob, brugte han i det skjulte de fleste af sine penge på at købe slik.

- Jeg vidste godt, at jeg ville få skæld ud, hvis det blev opdaget. Så det var noget med at spise en portion slik inden aftensmaden og så derudover spise en normal, stor portion aftensmad. For ikke at vise, at jeg havde spist noget inden.

Til trods for sin vægt var Rasmus Byriel Iversen som ungdomsrytter blandt landets bedste i sin årgang.

Indhentet af fortiden

Rasmus Byriel Iversen var på kontrakt med det danske kontinentalhold Giant-Castelli, da økonomiske problemer lukkede holdet i slutningen af 2017.

I stedet begyndte han at arbejde på en tankstation i Haderslev, inden han året efter som 20-årig besluttede sig for at flytte til Italien for at jagte drømmen om at blive professionel.

Det gik så godt, at han allerede fra starten af 2019 blev en del af cykelsportens øverste niveau på en toårig kontrakt med et af verdens største cykelhold, Lotto Soudal.

Efter en succesfuld periode i Italien sikrede Rasmus Byriel Iversen en kontrakt med Lotto Soudal.

Men så indhentede fortiden ham.

Han følte sig fanget i et følelsesmæssigt fængsel, som han ikke kunne slippe ud af, og når det stod værst til, sammenlignede han sig selv med en stofmisbruger.

- Mad var det eneste, jeg tænkte på. Når jeg ikke spiste, tænkte jeg på, at jeg var sulten og havde lyst til at spise, og når jeg spiste, tænkte jeg på, at jeg skulle stoppe med at spise, fortæller han.

Jeg har altid holdt det så skjult som overhovedet muligt, fordi det var så skamfuldt

Rasmus Byriel Iversen

Ude af kontrol

Spisningerne blev til overspisninger, og som voksen og professionel stod han nu pludselig i en situation, der var kommet helt ud af kontrol.

- Det var bare i kæmpestore mængder. Gigantiske mængder. Vi snakker en overspisning på op mod 10.000 kalorier på en gang. Burger og pommes frites, 600-700 gram slik, en pose chips og en stor plade chokolade.

- Samtidigt ville det gå meget hurtigt. Jeg ville aldrig tænke over, hvad jeg spiste. Det var aldrig en nydelse, og pludselig rammer det fysisk ubehag, hvor maven bliver så udspilet, at det gør ekstremt ondt.

Sammen med det fysiske ubehag ramte også skammen.

- Jeg har altid holdt det så skjult som overhovedet muligt, fordi det var så skamfuldt. Jeg ville jo aldrig gøre det åbent overfor andre. Jeg ville altid være alene. Jeg ville prøve at gemme mig. Trække gardinerne for. Jeg var jo ked af, hvad jeg vejede, og jeg ville gerne ned i vægt. Så hvorfor gjorde jeg det så?

Skammen blev ikke mindre af, at han befandt sig i en cykelverden, der hyldede et helt andet kropsideal.

- Der er ikke noget skam over folk, der har anoreksi. Det bliver måske endda en smule glorificeret. Folk, der kommer ned på en vis vægt, får at vide, at det er godt arbejde, og man er dygtig, hvis man kan gå sulten i seng.

Jeg fik bare en skideballe

Rasmus Byriel Iversen

Skideballe i stedet for hjælp

I starten af 2020 og forud for sin anden sæson på Lotto Soudal mødte Rasmus Byriel Iversen overvægtig op på holdets træningstræningslejr.

Selvom en ny sæson var begyndt, og træningsmængden dermed blev intensiveret, forsatte han med at tage på i vægt, og vejninger foran holdkammeraterne satte dybe spor i ham.

- Jeg føler, at jeg er blevet dømt som menneske på de her tal. Jeg har følt mig mindre værd personligt, fordi det her tal har været for højt.

Det var ikke meget hjælp at hente fra ledelsen på Lotto Soudal, der opfattede ham som useriøs frem for syg.

- Jeg fik bare en skideballe for at møde overvægtig op, siger Rasmus Byriel Iversen, der ikke føler, at hans tidligere arbejdsgiver levede op til sit ansvar.

- Det er da fantastisk altid at have en god cykel at køre på, at køre de største løb i verden og at have en god bus at sidde i. Men hvis deres ansvar er at gøre mig til en god cykelrytter på lang sigt, så nej. Der har ikke været nogen til at hjælpe mig. Jeg har skullet gøre alt selv, fortæller han.

Når Rasmus ser sig selv i spejlet, føler han sig fed.

Kort efter skideballen på holdets træningslejr, kom hjælpen til gengæld fra uventet kant.

Rasmus Byriel Iversen besvarede en trivselsundersøgelse fra Team Danmark, som så faresignalerne og genkendte tydelige tegn på en spiseforstyrrelse.

Derefter fik Rasmus Byriel Iversen tilbudt hjælp fra både en psykolog og en diætist, og en sten faldt fra hans hjerte, da psykologen diagnosticerede ham med tvangsoverspisninger.

- Det var helt klart den største lettelse, da jeg fik den udredning fra psykologen. Okay, der var sgu noget galt med mig mentalt, frem for der var noget galt med, hvor seriøs jeg var. Det var måske det tidspunkt, hvor jeg var allermest lettet.

Når det er forbudt, så er det, at det får en magt over mig

Rasmus Byriel Iversen
Sammen med sin diætist arbejder Rasmus på at komme ned i vægt.

Beskeden til forældrene

Det ændrede dog ikke på, at tiden på Lotto Soudal aldrig blev, som Rasmus Byriel Iversen havde drømt om, og kontrakten med det belgiske cykelhold blev ikke forlænget, da den udløb med udgangen af 2020.

I november 2020 fortalte han i Jyllands-Posten for første gang omverdenen om sin sygdom, og først på det tidspunkt fandt han også modet til at fortælle det til sine forældre.

- Jeg skrev egentlig bare en besked til at starte med, for det var virkelig ubehageligt. Jeg var nervøs for, at de skulle blive kede af det, og det blev de jo også.

- Alle har jo gjort det af kærlighed. Det er vigtigt for mig at pointere. Der er ikke nogen, der skal sige undskyld for noget som helst. Meget kunne have været håndteret anderledes, når man kigger bagud, men det nytter ikke noget nu. Det er en ny virkelighed, vi har sammen nu.

En del af den nye virkelighed er også, at Rasmus Byriel Iversen nu igen skal køre som amatør. Han drømmer dog stadig om en tilværelse som professionel.

I dokumentaren 'Det, vi ikke taler om' betror Rasmus Byriel Iversen sig til den tidligere topsvømmer Rikke Møller Pedersen.

Han har tabt sig, siden han begyndte samarbejdet med Team Danmarks diætist, og men hver dag kæmper den nu 23-årige cykelrytter stadig en kamp for at bevare kontrollen over sin spiseforstyrrelse.

- Jeg vil ikke definere mig selv som rask. Jeg vil i hvert fald ikke sige, at jeg ikke har det mere, og det vil jeg ikke så længe, at jeg ikke har den fulde kontrol.

Slik, kager og andre søde sager og dog ikke længere forbudt.

- Når det er forbudt, så er det, at det får en magt over mig, der gør, at jeg ikke kan styre det. Derfor giver jeg mig selv lov til at spise de ting, der før var forbudte, så det er lysten og ikke spiseforstyrrelsen, der dikterer, hvad jeg spiser.

Rasmus Byriel Iversen og to andre danske atleter fortæller om svære emner i TV 2 PLAY-serien 'Det, vi ikke taler om'. Se programmerne på TV 2 PLAY:

Er du atlet og har en historie, du gerne vil dele? Så kontakt Allan Rossen: alro@tv2.dk